Politiet kan nu konstatere, at der inden for en måned er begået syv butiksrøverier, der alle ligner hinanden – men en eller flere gerningsmænd er endnu ikke pågrebet.

Det bekræfter Kenneth Rodam, politikommissær ved Nordjyllands Politi, over for B.T.

Det første røveri blev begået i Nibe 16. marts – og siden er der altså sket seks yderligere. Politiets efterforskning har dog vist, at det ikke er samme gerningsmand i alle tilfælde.

»Vi har flere teorier, og vi er ikke helt sikre på alle sammenhænge. Men der er forskellige gerningsmænd til nogle af dem,« siger Rodam på baggrund af den hidtidige efterforskning, herunder gennemgang af videomateriale og vidneudsagn.

Der er flere lighedstræk ved tyverierne. Alle er begået i mindre butikker, såsom blomsterforretninger, pizzeriaer og kiosker.

Endvidere er der tale om mindre beløb, som gerningsmændene slipper af sted med.

I Nibe og Aalborg, hvor to forskellige blomsterbutikker blev røvet, er der tale om samme gerningsmand, mener politiet.

I Nørresundby er der også begået 'en håndfuld' tyverier, som formentlig er begået af den samme person – men ikke af personen, som politiet knytter til røverierne i blomsterbutikkerne.

Resten af røverierne bliver i øjeblikket også efterforsket, og politiet er ved at undersøge mulige sammenhæng. Ikke desto mindre leder politiet efter flere gerningsmænd til røverierne.

»Det er bestemt ikke normalt med så mange røverier på så kort tid. Men vi kan ikke sige noget om baggrunden for, at det sker nu.«

»Vi kan aldrig sige, hvorfor det går op og ned. Nogle gange går der fire måneder uden noget som helst, og så er der ligesom nu, hvor der sker rigtig mange. Men vi håndterer sagerne som hvilke som helst røverier og undersøger sammenhængene,« udtaler Rodam om det, han kan sige for nuværende.

Ingen personer er kommet til skade ved røverierne, men hos Lotte Schou, der ejer en af de føromtalte blomsterbutikker, har det sat sig nogle psykiske spor. Læs mere om det her.

Nordjyllands Politi vil gerne høre fra dig, hvis du har oplysninger i sagerne. Det kan du gøre på telefon 114.