»Smid kniven,« råbte politiet.

Fem mand var i slagsmål, og den ene af dem havde en kniv.

Manden smed ikke kniven, da politiet råbte mod ham. Han fægtede ud efter en af de andre, og så lød der skud.

Natten til lørdag rykkede Fyns Politi ud til et større slagsmål i Odense.

Politiet affyrede varselsskud for at få situationen under kontrol, oplyser Fyns Politi til B.T.

»Når vi tumler ind i en situation, hvor en har en kniv, og hvis man ikke straks ankommer politiets anvisninger, tyer vi til magtmidler. I det her tilfælde har man valgt at afgive varselsskud,« siger vagtchef Henrik Strauss.

Da varselsskuddet lød, smed manden kniven fra sig, og alle fem lagde sig ned på jorden.

De blev anholdt og taget med på stationen.

Ifølge politiet er mændene i tyverne og starten af trediverne. De kommer fra Odense, og de kender hinanden i forvejen.

Politiets teori er, at der har været interne uoverensstemmelser mellem dem.

Der er dog ingen af de fem mand, der har gjort politiet særlig meget klogere på episoden under afhøringerne.

»De har ikke været videre meddelsomme,« siger vagtchefen.

De fem mand er blevet løsladt lørdag eftermiddag. De er alle sigtet for kvalificeret vold i forening.

Det kan dog blive svært at køre en sag mod dem, hvis de ikke vil udtale sig, erkender vagtchefen.

»Hvis forurettede ikke selv mener, at han er forurettet, er det klart, at det er op ad bakke. Men vi er jo ikke kendt for at give op så let,« siger han.

Vagtchefen afviser at oplyse, om personerne er kendt af politiet i forvejen, og om de har relationer til bandemiljøet.