Torsdag morgen fik Se og Hørs tidligere chefredaktører Henrik Qvortrup og Kim Henningsen ransaget deres hjem, men politiet ville også have besøgt Allers udgiverdirektør Per Ingdal.

Aller Medias udgiverdirektør og næstkommanderende Per Ingdal er en vigtig brik i sagen om Se og Hør, fordi han virkede som chefredaktør i perioden mellem Henrik Qvortrups og Kim Henningsen og ifølge flere tidligere Se og Hør-ansatte - bl.a. Ken B Rasmussen - udmærket kendte til brugen af kreditkort-kilden.

Derfor har politiet forsøgt at finde Per Ingdal, med henblik på at sigte ham i sagen, erfarer BT. Man har blandt andet forsøgt at træffe ham hjemme på hans adresse i indre København, men uden held.

Per Ingdal havde ansvar som chefredaktør i en periode mellem november 2008 og juni 2009, og han var både meget til stede på redaktionen, deltog i redaktionsmøder og spurgte ind til, hvordan bladets historier blev til, har tidligere Se og Hør-journalister fortalt til BT.

Forfatteren bag Se og Hør-bogen Ken B Rasmussen fortalte efter endt afhøring 1. maj, at han havde fortalt politiet, at Aller-toppen - heriblandt Per Ingdal - vidste alt.

- Jeg kan sige det sådan, at som jeg fik det fortalt dengang, så var den midlertidige chefredaktør, ham der var mellem Qvortrup og Henningsen, også fuldt vidende om det, sagde Ken B Rasmussen med henvisning til Per Ingdal efter endt afhøring.

Per Ingdal har tidligere afvist over for BT at have haft kendskab til den såkaldte tys-tys-kilde.

- Nej, det har jeg ikke. Jeg forstår godt, at jeg bliver spurgt, fordi jeg var vikar som ansvarshavende chefredaktør i en periode, hvor vi stod uden chefredaktør. Jeg var en anderledes chefredaktør end normalt, fordi jeg brugte det meste af min tid på at passe mine almindelige job og derudover finde en ny chefredaktør. Jeg var en form for administrativ chef, så det er, hvad jeg kan bidrage med, har Per Ingdal tidligere sagt til BT.

Alligevel valgte Per Ingdal efter den udtalelse at 'fremrykke sin barsel', og han er ligesom syv hjemsendte Se og Hør-journalister heller ikke længere på arbejde på bladet.

Tidligere på dagen skrev Ekstra Bladet, at Per Ingdal er bortrejst, men da BT træffer Per Ingdal, oplyser han, at han nu er hjemme. Hvorvidt han har været det hele dagen, vil han ikke ud med.