Nytårsaften nærmer sig med hastige skridt, og det har tilsyneladende fået en 24-årig mand i Nordjylland til at øjne muligheden for at tjene en ekstra skilling.

Nordjyllands Politi fandt i hvert fald ikke mindre end 17.580 kanonslag, da en patrulje torsdag besøgte ham i sin lejlighed.

- Vi tager ud til en 24-årig mand på Kongerslev-egnen, hvor vi finder 17.580 kanonslag af forskellig slags. 800 af dem er det, man kan betegne som større kanonslag, siger Per Jørgensen, vagthavende ved Nordjyllands Politi.

Manden blev anholdt på stedet og er nu sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven.

- Lad mig sige det sådan; vi tror nu ikke, at det er til eget forbrug. Vi forestiller os jo, at det er med henblik på videresalg. Det er en klar overtrædelse af fyrværkeriloven, og der kommer selvfølgelig et retsligt efterspil, siger Per Jørgensen til bt.dk.

Han kan endnu ikke oplyse, hvilken straf manden risikerer.