KL. 5. 24 i morges begik flere gerningsmænd et voldsomt rambuktyveri mod Illum på strøget. Tyvene slap afsted med Pandora smykker for et større, men endnu ukendt beløb

Illum "åbnede" her til morgen noget tidligere end planlagt, da varehuset på Strøget i København blev udsat for et rambuk-tyveri.

- Tyvene har vist hvad de gik efter. De foreløbige opgørelser viser, at de er sluppet af sted med Pandora smykker for at større beløb, men præcis hvor meget ved vi ikke, siger den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi, Claus Winther til Bt.dk

Politet har endnu ikke det fulde overblik over hvor mange gerningsmænd, der deltog i røveriet, men fortæller til Bt.dk, at to-tre personer med sikkerhed er blevet set på gerningsstedet.

Gerningsmændene bakkede i høj fart en bil ind i Illums frontparti ud mod Østergade 52 og smadrede et ca. 4 gange 4 meter stort hul ved indgangen ud mod strøget. Kort efter røveriet flød det med glaskår overalt, og indgangen bar tydeligt præg af at være åbnet på den hårde måde.

En sølv-grå Mercedes sedan med registreringsnummer AW47209 blev brugt til at smadre døren. Den er tidligere stjålet i Lyngby, oplyser politiet.

Det er kun ca. to måneder siden at en anden strøgbutik i København også blev udsat for rambuktyveri. Dengang fik smykkebutikken Pandora stjålet smykker for over 500.000 kroner.

- Vi kigger selvfølgelig på, om tyverierne har forbindelse til hinanden, men det er endnu for tidligt at drage nogen konklusioner, siger efterforskningsleder ved Station City, Dannie Rise til bt.dk 
 
Hverken tyve eller bil fra røveriet mod Illum er fundet endnu, og man er i øjeblikket ved at danne sig et overblik over, hvor stort udbyttet af Pandora smykker blev ved røveriet. Tekniske undersøgelser skal i løbet af formiddagen kaste lys over røveriets nærmere detaljer.

Politiet vil gerne høre fra vidner til det voldsomme røveri, og folk der har set den sølv-grå Mercedes. Ring på tlf. 114, hvis du har oplysninger i sagen.

Bt.dk følger sagen.....