Hackere brød ind og stjal patientjournaler med intime billeder af Linse Kessler og 25.000 andre patienter på en af Litauens største plastikkirurgiske klinikker. Nu er tre af de mistænkte bagmænd anholdt.

‘Familien fra Bryggen’-stjernen Linse Kessler og 1.600 danskere er blandt ofrene for i det enorme hackerangreb, som tilbage i april ramte en af Litauens største plastikkirurgiske klinikker Grožio Chirurgija. I alt lykkedes det hackerne at stjæle 25.000 patientjournaler med før- og efterbilleder, personnumre og andre private oplysninger fra kunder over det meste af Europa.

Sagen trækker tråde til Danmark, fordi det danske selskab Luxuskirurgi årligt sender hundredvis af danskere til klinikken for at få lavet plastikkirurgi. Herhjemme tæller kunderne blandt andre reality-deltagerne Linse Kessler og Mia Koletzsky, kendt som mor til Joy i Kanal 4-programmet Singleliv. Begge har fået lavet bryster på klinikken.

Mia Koletzsky valgte selv efter lækket at stå frem med bart bryst i Ekstra Bladet som en hilsen til hackerne. I dag er hun glad for at høre, at der er foretaget anholdelser i sagen.

»Jeg er bedøvende ligeglad med, om de ser mine flotte billeder eller mine hængte sokker fra før operationen. Men jeg synes det er ubehageligt, at de har været inde og lure i journaler, hvor der også står ting om tidligere sygdomme og medicin, man tager. Det er ikke rart at tænke på. Derfor er det jo skidefedt, at de måske har fanget dem, der stod bag, men jeg skal altså ikke have lavet noget hos dem igen,« siger Mia Koletzky til BT.

I sidste uge blev den danske direktør i Luxuskirurgi Michael Dalgaard kontaktet af de litauiske myndigheder og informeret om, at tre litauere er anholdt og sigtet for at stå bag lækket.

»Der kom champagne på bordet, da vi fik beskeden om, at politiet havde anholdt tre. Det har været en møgubehagelig sag for vores kunder. Vi har forsøgt at beskytte dem bedst muligt ved at fraråde dem at skrive åbent ud om, at deres journaler var lækket, så der ikke pludselig var 30 ekskærester og naboer, der pludselig Googlede løs og fandt deres billeder,« siger direktør i Luxuskirurgi Michael Dalgaard.

Gennem de seneste fem måneder har han selvfinansieret it-specialister for at stoppe hackernes udbredelse af sine kunders journaler, og han har været i tæt dialog med Google om at fjerne søgeresultaterne på de intime billeder. Efter eget udsagn har han brugt op mod 400.000 danske kroner på at få 'modhackere' til at rydde op på nettet.

»Det har været en både dyr og alvorlig sag for os. Vi endte med at hyre alternative it-specialister, modhackere kan du kalde det, for at få frosset adgangen til de her sider. Problemet var, at de var svære at fryse, fordi de lå på det mørke internet, hvor siderne er svære at lukke ned, og så snart nogen havde været inde på siderne, så kunne vi ikke få dem frosset. Vi har været nødt til at holde kortene ekstremt tæt til kroppen, så det ikke spredte sig yderligere,« fortæller Michael Dalgaard.

Undervejs har hackerne forsøgt at afpresse klinikken og patienterne for alt mellem 375 og 15.000 kroner. Luxuskirurgi fortæller, at man har kendskab til flere danskere, der har betalt hackerne via det såkaldte bitcoin-system, hvor pengene er svære at spore. Derfor har man ikke overblik over, hvor mange penge hackerne har fået ud af danske kunder.

»Vi har desværre nogle kunder, som har valgt at betale hackerne for at få deres journaler slettet, og det er noget rigtig skidt at gøre. For det første så blev det ikke fjernet, og for det andet så åbner man en forretning for hackerne,« konstaterer Michael Dalgaard.

Ifølge den danske direktør har man efterhånden fået lukket ned for adgangen til de danske journaler, men han og hans hustru har fortsat patientjournaler, som ligger et sted ude på internettet.

»Vores egne journaler har vi bevidst valgt ikke at fjerne. Jeg har fået lavet tænder, og min kone har fået lavet bryster på klinikken, men herre Gud, om nogen ser vores billeder... Vi skal være de sidste til at forlade broen,« siger Michael Dalgaard.

Luxuskirurgi har undervejs været i kontakt med Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center (NC3) om sagen, men Rigspolitiet afviser på vegne af NC3 at kommentere anholdelserne i sagen.