Politiet undersøger en genbrugsplads i Aalborg i forbindelse med eftersøgningen af den forsvundne Mia Skadhauge Stevn.

Det bekræfter Nordjyllands Politi overfor B.T.

Onsdag morgen er politiets teknikere sendt ud til Reno Nord, der er en affaldsstation i det østlige Aalborg, for at foretage yderligere undersøgelser på stedet.

»Vi forfølger mange spor i sagen, og det er et af dem.«

»I takt med, at vi kortlægger de mistænktes færden, så giver det anledninger til spor, som vi forfølger. Og det gælder også det sted, du nævner,« siger vicepolitiinspektør Frank Olsen fra Nordjyllands Politi til B.T.

Så I mistænker, at de to sigtede har været derude?

»Ja.«

Frank Olsen kan ikke komme nærmere ind på de tekniske undersøgelser, og hvad der præcist skal foregå på stedet. Det gælder også informationer om, hvad politiet mistænker, de to sigtede har foretaget sig derude.

Frank Olsen understreger dog tydeligt, at politiet undersøger adskillige spor for at komme til bunds i sagen.

Om de tekniske undersøgelser derfor vil vise noget, er alt for tidligt at sige noget om, slår vicepolitiinspektøren fast. Frank Olsen kan ikke sige, hvor længe politiet agter at foretage undersøgelser på genbrugsstationen.

Politiet har bekræftet i en pressemeddelelse, at man vil også er til stede på tre adresser i løbet af torsdagen.

Det gælder de to mistænktes bopæle i Vendsyssel samt et sommerhusområde i Saltum. Samme adresser blev også undersøgt onsdag.

Frank Olsen bekræfter også over for B.T., at to skovområder bliver undersøgt af politiet. Det drejer sig om Hammer Bakker og Dronninglund Storskov.

»Det er områder, vi er interesseret i, og det har givet anledning til at tjekke for spor.«

De to mænd, der lige nu er mistænkt i sagen, skal fremstilles i grundlovsforhør klokken 11.

Her vil anklagemyndigheden gå efter varetægtsfængsling af mændene, der begge er sigtet for drabet på Mia. Det, selvom politiet stadig håber at finde den 22-årige pige i live. Hvordan dét hænger sammen, kan du læse om HER.