Svært, men bestemt ikke umuligt.

Nordjyllands Politi står med en stor opgave, efter at to mænd på 36 år onsdag middag er blevet anholdt og sigtet for drabet på Mia Skadhauge Stevn, selv om den 22-årige endnu ikke er blevet fundet.

Men selv om den forsvundne kvindes præcise skæbne fortsat er uvis, kan politiet sagtens sigte mistænkte personer for drab.

Det var eksempelvis også situationen for Peter Madsen i den helt tidlige fase af ubådssagen, hvor Kim Walls parterede lig endnu ikke var blevet fundet i Køge Bugt. Alligevel blev Peter Madsen straks anholdt, da han kom på land efter at have sænket sin ubåd, og fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet.

Først to måneder blev de første dele af den myrdede kvinde fundet, og Peter Madsen endte med at blive idømt fængsel på livstid.

I flere andre drabssager er der rejst ikke alene sigtelse, men også tiltale uden et lig – altså hvor der bliver bliver udformet et konkret anklageskrift, så der kan føres en straffesag ved en domstol.

Det var eksempelvis tilfældet sidste forår i Nordsjælland for sognepræsten Thomas Gotthard. Han blev tiltalt for at have slået sin 43-årige hustru, Maria From Jakobsen, ihjel et halvt år tidligere, selvom liget af præstekonen på det tidspunkt endnu ikke var blevet fundet.

I præstesagen kunne anklagemyndigheden hos Nordsjællands Politi i anklageskriftet end ikke angive det præcise gerningssted, gerningstidspunkt eller drabsmåde.

Mia gik fra Jomfru Ane Gade til Vesterbro, hvorefter hun steg ind i en sort bil, som politiet efterfølgende har beslaglagt på en adresse i Flauenskjold.
Mia gik fra Jomfru Ane Gade til Vesterbro, hvorefter hun steg ind i en sort bil, som politiet efterfølgende har beslaglagt på en adresse i Flauenskjold.
Vis mere

Thomas Gotthard endte dog med at tilstå drabet og kunne under sin varetægtsfængsling hjælpe politiet på vej til at finde de jordiske rester af sin parterede og brændte kone. Han endte med at få 15 års fængsel.

Der findes også nyere danske eksempler på drabssager, hvor en tiltalt er blevet fundet skyldig, selvom liget af offeret ikke er dukket op på tidspunktet for retssagen.

Det skete eksempelvis i 2017 i Nykøbing Falster i sagen om den 34-årige syriske kvinde Hediga Morads forsvinden.

Her blev hendes syriske eksmand Khalil Meme idømt 12 års fængsel og udvisning af Danmark for drabet på den helt forsvundne kvinde, hvor det heller aldrig blev opklaret, hvor gerningsstedet havde været.

Ifølge tidligere drabschef og chef for Rejseholdet, Bent Isager-Nielsen, er det dog alt andet lige ekstra krævende for politiet at skulle efterforske i en drabssag, uden at liget er fundet.

Blandt andet fordi der normalt kan være meget information at hente i de oplysninger, som eksempelvis obduktion og kriminaltekniske undersøgelser af liget påklædning kan afsløre.

»En drabssag uden lig er op ad bakke. Der mangler i sagens natur noget centralt i ligningen.«

»Men selvom man ikke har et lig i en sag, så kan man godt få folk dømt for drab. Der er fri bevisførelse i Danmark. Der skal ikke nødvendigvis være et lig eller et fingeraftryk. Politiets materiale skal være overbevisende, og retten skal finde det ubetænkeligt, når man vurderer alle sandsynligheder. Der er altid tvivl i en sag, men der må ikke være rimelig tvivl,« lyder det fra Bent Isager-Nielsen.