En kvindelig cyklist slap ualmindeligt heldigt, da hun for kort tid siden blev kørt ned og slæbt efter en lastbil ved Torveporten i Valby.

Kvinden kommer trækkende med sin cykel over fodgængerfeltet i krydset med Torveporten og Gammel Køge Landevej, da en lastbil svinger til højre og rammer hende. Kvindens cykel hægter sig fast på lastbilen, og hun bliver slæbt et kort stykke efter bilen.

- Lastbilchaufføren holder stille og kigger efter cyklister, som han skal, men pludselig trækker kvinden med sin cykel ud i fodgængerfeltet, og det overser han altså, fortæller Erik Gøtje Larsen, vagtchef ved Københavns Politi.

Kvinde blev efter ulykken kørt i ambulance til Rigshospitalets Traumecenter.

- Hun har slået hovedet og formentlig fået hjernerystelse, men ikke kraniebrud. Men hun var ved bevidsthed, da vi kom frem, fortæller vagtchefen.

Ifølge vagthavende ved Københavns Brandvæsen er der tale om en ca. 40-årig kvinde.

- Jeg ved dog med sikkerhed, at hun ikke var fastklemt under lastbilen, siger vagthavende Therese Schiang-Franck til bt.dk.

Politet er foreløbig sparsomme med oplysninger, men betegner ulykken som alvorlig.