Det er endnu ikke lykkedes politiet at finde den 16-årige Josefine.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi søndag aften.
Til B.T. fortæller Mikael Rahn, der er vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi, at der således ikke er nyt i sagen.
Mandag bliver det besluttet, hvad næste skridt i sagen bliver.
»For noget skal der jo gøres. Det bliver en afvejning af, hvad vi har, og hvad vi kan gå videre med.«
Mistænker I, at der ligger noget kriminelt bag?
»Nej.«
Mikael Rahn tilføjer også, at man har snakket med en hel del folk i sagen – men at det altså ikke har ført noget med sig, i forhold til hvor Josefine kunne befinde sig.
B.T. talte også med politiet lørdag, hvor man meldte ud, at der var iværksat nogle »efterforskningsmæssige tiltag« – men at de heller havde ikke ført til noget.
»Vi har nogle efterforskningsvagter, som er mødt ind her klokken 07, og de kigger videre på sagen,« sagde vagtchef Boye Rasmussen, som tilføjede:
»Jeg tror, vi umiddelbart er ved at være udtømt for muligheder. Så vi håber, at efterlysningen kan give noget.«
I efterlysningen fredag aften lød det, at politiet gerne vil »høre fra hende eller om hende«.
Det vil man fortsat gerne.
Og hvis du ved noget, beder politiet om, at du ringer på telefonnummer 1-1-4.
I første udgave af denne artikel fremgik det, at Josefine havde været forsvundet siden fredag i sidste uge. Det var altså 22. september, hun forlod sit bosted. B.T. beklager misforståelsen.