I løbet af en enkelt måned er det lykkedes at fange to af verdens mest eftersøgte personer. Først dræbte amerikanske styrker al-Qaedas leder, Osama bin Laden – og senest blev den krigsforbryder-anklagede serbiske eksgeneral Ratko Mladic anholdt. Derfor er et nyt ansigt øverst på listen over verdens mest eftersøgte forbrydere.

Nu er det Libyens leder, Muammar Gaddafi, som FNs Menneskerettighedsdomstol helst vil have fingrene i, vurderer Peter Viggo Jakobsen, lektor i international politik på Københavns Universitet.

FNs Menneskerettighedsdomstol har ikke officielt prioriteret de eftersøgte personer på forbryderlisten, men ifølge Peter Viggo Jakobsen er det sandsynligt, at lederen af oprørsbevægelsen Herrens Modstandshær fra Uganda, Joseph Kony, er den tredje mest eftersøgte mand, mens Sudans præsident, Omar al-Bashir, kommer ind på en andenplads.

Osama bin Laden

Ikke alle bliver jagtet

- I FN arbejder man professionelt med at finde frem til, hvem der nu er de største banditter i verden. Man kan selvfølgelig også pege på andre. Men hvis jeg skal pege på de tre største fisk, vil jeg følge FN, siger Peter Viggo Jakobsen til Ritzau.

Men selv om FNs Menneskerettighedsdomstol fører en liste over verdens mest eftersøgte personer, så betyder det ikke, at der bliver gjort en reel indsats for at fange forbryderne.

Det afhænger nemlig af, om der er politisk interesse, vilje og mod, forklarer Peter Viggo Jakobsen.

- Osama bin Laden blev fundet, fordi USA satte alt ind. Mladic blev fundet efter vedvarende pres fra EU. Derfor er det svært at sige, hvem der bliver den næste.

- Hvis man vil fange disse banditter, kræver det enten, at nogle relativt tunge drenge i de pågældende regioner hjælper med at finde frem til dem – eller også skal en stormagt sætte alt ind på at fange dem, siger universitetslektoren til Ritzau.

Gaddafi har ingen venner

Peter Viggo Jakobsen mener, at krigen i Libyen har gjort det mere sandsynligt, at Muammar Gaddafi bliver fanget.

- Der er nok størst mulighed for at få fat i ham, fordi mange gerne vil af med ham. Han har ingen venner, og der er en vestlig interesse i at få ham fjernet. Lige i øjeblikket gør de, hvad de kan for at slå ham ihjel, men det siger de selvfølgelig ikke højt, siger han.

Til gengæld spår lektoren, at Joseph Kony og Omar al-Bashir først bliver fanget, når der engang bliver smidt flere ressourcer i projektet.

Og det kan have lange udsigter.