Retten i Svendborg har fredag formiddag dømt syv mænd til sammenlagt 24 års fængsel. Alle er sigtet og dømt efter narkotikaloven.

Sagen beskrives af Fyns Politi som værende 'et større sagskompleks, hvor syv personer har været tiltalt'. Den hårdeste straf i sagen blev tildelt en 37-årig mand fra Faaborg, der fik syv et halvt års fængsel, imens den mildeste lød på syv måneders fængsel. Alle straffene er ubetingede. En af de tiltalte har desuden modtaget en betinget udvisning.

I følge Fyens.dk er de tiltalte dømt for at stå bag en større narkoring, der blandt andet har handlet med store mængder heroin, kokain, amfetamin, hash og khat.

Myndighederne har ligeledes beslaglagt 774.000 kroner og en Harley Davidson-motorcykel.

Fire af de dømte har valgt at modtage dommen, mens tre har udbedt sig betænkningstid.

Fyns politi har efterforsket sagen i et år og slog til mod de syv mænd i sommer. I følge Fyens.dk har narkoringen haft hovedcentral i et fristed for stofmisbrugere og alkoholikere i Faaborg, hvor der er blevet handlet med store mængder narkotika - hovedsageligt heroin.

Bt.dk har forsøgt at få uddybet sigtelser og domme af anklagemyndigheden, men de har endnu ikke været til at træffe.