Han har savet tremmer over, er hoppet over mure og er stukket af 20 gange fra danske fængsler og arresthuse
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Med vilde fagter og hovedrysten taler han så hurtigt, at spyttet flyver ud med ordene. Nogle gange så grinende, at det kan være svært at forstå, hvad han siger. De falmede fængselstatoveringer stikker ud af ærmet på den løse mørke T-shirt. Bukserne holdes oppe af det hjemmelavede læderbælte med ordet ‘freedom’. Den høje, tynde fyr bukker sig lidt tættere på det lave spejl, mens hænderne forsøger at rette på det millimeter-korte, sorte hår.- Kan man se, at det er skævt i nakken, det er mig selv, der har været i gang, siger han. Og griner.
Det lille besøgslokale med stole, et bord og en slidt sofa med solidt gitter for vinduet bliver hurtigt varmt og tilrøget. Lige rundt om hjørnet sidder Amagermanden i sin celle. Her på Enner Mark ti km uden for Horsens ligger det, de kalder ‘Danmarks sikreste fængsel’. I afdeling E bor Brian Bo Larsen. Måske virker navnet bekendt. Han var med i det omdiskuterede tv-program ‘Restaurant bag tremmer’, hvor stjernekokken Claus Meyer rykkede ind i Vridsløselille Statsfængsel og forsøgte at lære hårdkogte kriminelle at lave mad, så de var rustet til livet efter fængslet.
Se videoen: Her fortæller Brian Bo Larsen om flugten fra Statsfængslet i Vridsløselille.
Missionen mislykkedes for Claus Meyer. I hvert fald når det gælder projekt ‘Brian Bo Larsen’. Den 38-årige fynbo, som 20 gange er stukket af fra fængsler og arresthuse, er et sprællevende bevis på, at det der med at bryde onde cirkler og få en normal tilværelse, det er svært. Især når man nok bærer rundt på en diagnose, der aldrig er stillet.
For Brian Bo Larsens historie er også en fortælling om en ellers glad dreng, men med barske livsvilkår, som allerede i børnehaveklassen fortalte sin mor, at han ikke kunne følge med, fordi han ville det hele, men ikke kunne rumme alt. Selv kalder han sig ‘adfærdsvanskelig’. Energien, uroen holder han under kontrol ved at ryge hash.
SE GRAFIKKEN: HER ER ALLE BRIAN BO LARSENS FLUGTER.
Brian Bo Larsen har nu tilbragt halvdelen af livet bag tremmer. Det er der andre, som har prøvet, men få - måske ingen - har brugt to år på at flygte fra politiet. En af gangene endda i en politibil. Han havde allerede lange fingre som otte-årig, røvede en tankstation med en bajonet som 13-årig og fik sin første fængselsdom, da han var 15.
Senest er han idømt en dom på syv år for væbnet røveri. En af årsagerne til, at Brian Bo Larsen sidder på den særligt sikrede afdeling i Statsfængslet i Østjylland, afslører han indirekte, når han begejstret fortæller historierne om dengang, han stak af begravet i en container, og om de hæsblæsende biljagter hvor han ‘skyder den af’ med 200 km i timen.
Og mulighederne for at flygte ‘er der altid’. Sikret eller ej. Det er ikke noget, han som sådan kigger efter. Han ved bare, hvor mulighederne er.
- Når man har siddet så lang tid, så ser man jo alle hullerne løbende. Og hvis jeg får lyst, så bruger jeg jo bare et af dem, siger han.
Den selvudnævnte ‘flugtkonge’ fra Fyn har da også en del erfaring med at stikke af fra politiet. Siden 1989 er han undsluppet fra bl.a. otte fængsler, en fangetransport, seks arresthuse og to politigårde. Det er nu ikke fordi, der er gået sport i at flygte, forklarer Brian Bo Larsen og smiler skævt, for han ved godt, hvad aviserne har citeret ham for at sige, når han endnu en gang stod foran en dommer, fordi han var flygtet. At han i modsætning til andre mennesker er ‘nødt til at stjæle sin frihed’.
- Jeg vil helst sluses ud, hvis jeg kom på Vridsløselille, så ville jeg slappe helt af, for så kan jeg måske komme ud om en to-tre år. Egentlig vil jeg finde en sød pige og lave en familie med, og det er ved at være på tide, nu er jeg 38. Det tror jeg på nok skal løse sig. Lige så snart jeg har min frihed, siger Brian Bo Larsen.
En drøm om at blive selvstændig, finde en sød kæreste og stifte familie. Egentlig et meget almindeligt ønske for en mand, der nærmer sig fyrre år. Men det med at slappe af har altid været svært for Brian Bo Larsen. Han har for meget energi i kroppen. En energi, der har ført ham på gale veje, både i og udenfor fængslet.
- Når jeg først er fri, så er jeg fri. Når man er på springtur, så er man fuldstændig ligeglad, for man ved, man skal ind igen. Og jeg er jo lidt impulsiv. Jeg tænker ikke så langt frem altid, vel?
Hør Brian Bo Larsen fortælle om livet som flugtkonge.
I dag er det nærmest blevet en måde at håndtere hverdagen på. En dag ad gangen-tanken. Sidst han sad i Statsfængslet i Østjylland, var han i slagsmål med en anden indsat og fængselsbetjentene. Så voldsomt, at han blev slået bevidstløs undervejs og måtte have ilt for at komme til bevidsthed igen. Slagsmålet blev fremprovokeret af vagterne, lyder hans egen forklaring, og forholdet er iskoldt.
- Så længe jeg sidder under de omstændigheder, som jeg gør nu, så kan alt ske hver dag, for jeg er under et stort pres. Hvordan kan vagterne tage vare på mig her? De samme vagter som har forsøgt at slå mig ihjel, spørger han med hævet stemme.
Brian Bo Larsen skubber sig hurtigt op fra stolen og begynder at rode i de mange papirer, han har taget med i den sorte mappe af pap.
- Se selv, siger han og hiver fat i enkelte papirer, som han rækker frem over bordet.
Det ene er underskrevet af en psykolog, det andet af lægen i Statsfængslet i Østjylland Peter Lebech. I begge breve frarådes det kraftigt, at Brian Bo Larsen skal afsone tid i fængslet ved Horsens pga. hans stigende frustration over personalet, og fordi ‘det for Brian konfliktfyldte og angstfyldte udgangspunkt for afsoning i Statsfængslet i Østjylland indebærer en stor risiko for, at nye konflikter opstår unødvendigt’. Brevene er fra februar 2013.
Han bryder sig bestemt ikke om ‘iso’. Afskåret fra al menneskelig nærhed og kærlighed. Frihedsberøvelsen er den værste. Ikke at have et privatliv, at være underlagt andre mennesker, som krænker ham og til hver en tid kan bede ham om at smide tøjet og gøre med ham, hvad de har lyst til. Som sætter ham i en situation, hvor han ikke har noget at miste.
Han tager en dyb indånding, mens han tænker over spørgsmålet om, hvor tæt han selv er på at være der, og afviser så at være desperat. Han efterlyser bare ro til at afsone de sidste år af sin straf og komme ud på lovlig vis.
- Fordi jeg kan ikke komme noget værre sted hen. Jeg kan kun komme et bedre sted hen. Jeg kan ikke blive mere isoleret, jeg er topisoleret. Jeg har to sæt tøj. Så har jeg to bøger, det er, hvad jeg må have. Der er heller ikke nogen fjernsynskanaler garanteret, når man sidder isoleret. Og det er ellers noget, man bruger meget tid på. Du må ikke engang have et køleskab, så du kan ikke få noget koldt at drikke, hvis du skulle få lyst til det, siger han.
Kontrasten til Brian Bo Larsens vilde springture er til at få øje på. Her er alt inden for rækkevidde. Der gælder ingen regler. Det frie liv serveret med den farlige cocktail af biltyverier - og jagter, tyveri, våben og ikke mindst penge. For man skal have noget at leve af.
Den stjålne politibil
En af de mest dramatiske springture er efterhånden 13 år gammel. Brian Bo Larsen er stukket af fra en ledsaget udgang, men ender i et mindre biluheld, og to betjente kommer til. Han tænker overhovedet ikke over det. Den ene betjent står med ryggen til, i gang med at tjekke nummerpladen, og er bare få minutter fra at opdage, at den godt smadrede sorte Golf ikke er Brian Bo Larsens bil.
Fra hvor han står, kan han se, at nøglerne sidder i politibilen. Uden tøven hopper han ind bag rattet, hamrer speederen i bund og ‘skyder den af’ i nødsporet. Lige forbi den kvindelige betjent, der slet ikke ser de blinkende lys fare af sted i retning mod afkørslen.
Radioen afslører, at betjentene har opdaget, at han er stukket af i deres Peugeot 406: ‘Han kører mod Køge, han kører mod Køge’, skratter den.
- Så skal jeg i hvert fald ikke mod Køge, når Brian Bo Larsen at tænke, inden han resolut drejer i retningen af skiltet med ‘Roskilde 15’. Bæreposen med småpengene og de 20.000 kr. i sedler har han stadig med sig.
Brian smiler konstant og nærmest hiver efter vejret, mens ordene vælter ud af ham. Øjnene er store.
- Det er jo bare én, ik’. En af de mange gode historier. Jeg har jo knald på, når jeg er udenfor. Den her er jeg ikke dømt på, og nu er den forældet. Det kunne være sjovt, hvis man kunne finde en artikel med den. Hvor tit har de lige fået stjålet en politibil, spørger han, mens han ryster på hovedet og griner.
Flugten i patruljevognen er fra marts måned 2000. At dømme ud fra sin strafberegning får Brian Bo Larsen det selv til at blive mellem 11. februar og 23. april, så hans umiddelbare bud er, at det er dengang, han stak af under en ledsaget udgang fra det daværende Statsfængslet i Horsens og tog til Slagelse i en stjålen bil for ‘lige at lave nogle penge’. Dem finder han i et pengeskab i en Matas-butik.
Pludselig kommer der en kvinde ind på kontoret. Hun bliver lidt forskrækket, men uden tøven spørger Brian Bo Larsen hende om vej, og da hun ikke selv kan hjælpe, foreslår hun, at han da kan gå med ned i butikken, så de kan spørge hendes kollega. Han ender med at spadsere ud af butikkens hovedindgang uden at have vækket kvindernes mistanke. Men som han siger, da han læner sig ind over bordet og blinker med et smil.
- Jeg ser jo ikke kriminel ud, vel? Med mine store brune øjne og sådan.
Egentlig tæller han ikke historien om Slagelse og turen i patruljevognen, der blev sat i Tune, med i sin flugt-statistik, for ‘det var uden håndjern’, som han formulerer det.
Stjålne biler og flugtforsøg fylder en del, når det gælder Brian Bo Larsens strafberegning. Det samme gør tyveri, enkelte røverier og vold mod politibetjente. Men kun mod betjente, og kun fordi de selv har fremprovokeret det, hævder han.
- Jeg er dybt modstander af vold, det har jeg altid været. Jeg kan heller ikke lide fulde mennesker, det er måske pga. det med min far. Jeg har kun været fuld fem-seks gange i hele mit liv, lige for at prøve det. Men jeg kan ikke lide at være fuld, så føler jeg, at jeg er forsvarsløs.
Hør Brian Bo Larsens fortælling om flugten i politibilen.
Barndommen
‘Det med min far’ dækker over faderens alkoholmisbrug. Han er i dag pensioneret, og kontakten mellem de to mænd er meget sparsom. Allerede som tre-årig gik Brian Bo Larsen over en kilometer hen til faderens stamværtshus for at få en sodavand og spillemønter, det var nemlig der, de kom, når faderen ikke arbejdede.
Drikkeriet stoppede ikke Brian Bo Larsens far i at køre rundt til gårde på Sjælland og Fyn for at sælge og slagte fjerkræ, for ‘når man drikker hver dag, kan man jo sagtens arbejde samtidig med’, som Brian Bo Larsen mumlende formulerer det.
Faderen er en af de få personer, Brian Bo Larsen har været rigtig bange for. Måske fordi han fik et par på hovedet, når han stillede sig imellem forældrene for at forhindre, at moderen fik endnu en omgang tæsk og skulle på krisecenter.
Pauserne, inden ordene kommer ud, er længere, og blikket sænkes ned, når vaneforbryderen skal beskrive sin mor, der døde i 2004. Åndedrættet er så roligt, at det overdøves af urets viser, som sekund for sekund flytter sig rundt. Selvom de blev skilt, da Brian Bo Larsen var syv år gammel, sørgede moderen for, at sønnen altid bevarede kontakten med sin far. Sådan var hun nemlig. Kontordamen, der tænkte på andre end sig selv, hende, der tog alle børnene ind fra gaden for at give dem noget at spise. Og da bygerne af slag blev for meget, flyttede hun sin søn fra hjemmet i Fraugde til en ny tilværelse i Odense.
Men det var her, det for alvor gik galt. Da Brian Bo Larsen som otte-årig fandt venner, der var fem-seks år ældre, og som ‘pustede hash-røgen’ ind i munden på ham, fordi de mente, at han trods alt var for ung til selv at ryge. De samme venner stod udenfor en butik i gågaden i Odense og forsøgte at vise ham, hvordan han skulle gøre, da han tømte sit første kasseapparat. Det var også dem, han kørte gokart sammen med.
SE GRAFIKKEN: HER ER ALLE BRIAN BO LARSENS FLUGTER.
Minder fra barndommen er der ellers ikke mange af. Ifølge ham selv har han fortrængt det. Skolen var noget, han pjækkede fra, og i stedet blev tiden brugt på at gå i Rosengårdscenteret og stjæle slik og legetøj, fortæller han, mens han pulser løs på den røde Prince, som siden han var seks har siddet fast mellem fingrene.
De meget ældre brødre og hans søster, som er tyve år ældre end ham, har han ikke set meget til, mens han voksede op. Det var vel egentlig kun, når moderen tvang dem med til fødselsdage. Kun hans storebror, der i dag er hjerneskadet og på et hjem, har han lidt kontakt med.
Dårlig samvittighed overfor sin mor? Han ryster let på hovedet som svar. Hun blev naturligt nok sur, når han kom hjem med politiet. Nogle gange anholdt de ham flere gange på en dag, men han slap jo med en advarsel hver gang.
Indtil røveriet på tankstationen ved boldklubben B.67.
Med en to år ældre kammerat løb han ind en aften lige før lukketid, slog vildt omkring sig med en bajonet og stak af med smøger og penge fra kasseapparatet.
Efter det vellykkede kup satte de to drenge sig i et tog mod København og fejrede det med en tur til Christiania, hvor de drak varm kakaomælk, røg hash og så film i biografen Palads, inden de igen vendte snuden mod Fyn. Morskaben fik dog en brat afslutning, for politiets tålmodighed var sluppet op.
Det næste par år var Brian Bo Larsen i familiepleje. Med hans egne ord var det to gode familier, men alligevel gik et eller andet galt, og da han var 15 år, klappede fælden for alvor.
Siden er det nærmest gået slag i slag. Eller fra håndjern til håndjern, hvis man skal være mere præcis.
Hør Brian Bo Larsen fortælle om en flugt fra detentionen i Aalborg.
Den hjemmelavede oversigt over alle sine flugter afslører, at første forsøg på at undslippe politiets varetægt foregik i 1989. Så var der den dramatiske og landskendte flugt med gummiged fra Vridsløselille Statsfængslet i 1995. Flugten fra Horsens. Ringe. Og et utal af arresthuse. Trangen til at besøge verden udenfor murene kvæler tilsyneladende fornuftens stemme, der fortæller ham, at det er forkert. For han ved godt, at han dummer sig hver gang, han begår ny kriminalitet og får ‘tillæggere’.
Men i den konstante tvekamp er det den dårlige side, som vinder. Alligevel er Brian Bo Larsen optimist. Forsøger, som han selv skriver i et digt, at passe på den flamme, som hans mor har tændt alt lyset i ham med.
Han smiler. Og puster røgen fra endnu en cigaret ud. Der er kun otte tilbage i pakken.
- Så nyder jeg de ting, jeg har. F.eks. har jeg et godt netværk, det er nok dem, der holder mig oppe. Min familie og venner og min papmor, de vil også gerne have mig ud, siger han.
Om det lykkes, kan kun tiden vise. De sidste tyve år er det kun blevet til en enkelt prøveløsladelse på et halvt år. Og tyve flugter, hvoraf flere af dem er mere end almindelige. Som dengang han gravede sig ud af arresthuset i Odense.
En verden udenfor
Har man nogensinde set den amerikanske fængselsfilm ‘En verden udenfor’, fristes man til at tro, at det har Brian Bo Larsen også. Især den scene hvor fængelsinspektøren opdager, at den sten, der lige er fløjet igennem en plakat af skuespilleren Raquel Welch, er røget ind i en lang tunnel, som fangen Andy Dusfrene møjsommeligt har gravet. Vejen til friheden.
Selvom metoden er identisk, afviser Brian Bo Larsen at have set filmen på det tidspunkt. Dengang tilbage i juni 2005, hvor han med en skruetrækker fjernede mørtelen, der holdt murstenene sammen i arresthusets ydervæg. Hullet i væggen blev dækket af et stof-flag med den afdøde rapper 2Pac, og for at sikre at fængselsbetjentene ikke trak ud i flaget for at tjekke muren, lagde han en lille ting om bag det. I to uger flyttede den sig ikke.
Der var tilsyneladende ingen, der bekymrede sig om, hvad der gemte sig bag 2Pac, så i nattens mulm og mørke gravede Brian Bo Larsen sig ud. Forinden havde han lagt de udgravede murstene sådan, at det dannede ordet ‘ha’ på cellegulvet.
En frydefuld, munter hilsen fra en mand, som igen tog netop det, der lader til at være hans helt store drivkraft.
Friheden.
