Politiet afblæser nu efterlysningen af en yngre overfaldsmand, som politiet håbede at få hjælp til at identificere.

Manden blev via et billede fra en overvågningsvideo onsdag formiddag efterlyst for at have slået en familiefar i Lalandia Rødby nytårsaften.

I løbet af onsdagen har adskillige henvendt sig med oplysninger, fortæller politiet i Nakskov.

- Vi er ved at blive kimet ned af folk. Vi har fået en masse henvendelser, som alle går på den samme mand, siger vicepolitikommisær Bo von Würden fra lokalpolitiet i Nakskov til folketidende.dk.

Den navngivne mistænkte er fra København, og ham vil politiet nu kontakte til.

Overfaldet skete overfaldet omkring klokken 01.45 nytårsaften, da den 56-årige  var ved at forlade nytårsfesten med sin kone og voksne datter for at gå tilbage til deres feriehytte.

- Pludselig kommer manden løbende hen og slår offeret flere gange i ansigtet med knytnæve, hvorefter han siger: "Du passer ikke på din lille pige", og slår ham i ansigtet igen, inden han løber derfra, fortæller Bo von Würden.

Familien fortæller, at hverken familiefaderen, moderen eller datteren havde noget at gøre med gerningsmanden tidligere på aftenen.