Der blev natten til søndag affyret flere skud under et masseslagsmål i kulturhuset i Brøndby Strand. To bander kom op at toppes.

En fest i Kulturhuset Brøndby Strand endte i et voldsomt masseslagsmål lørdag nat.

- Med til festen var bandemedlemmer fra Brøndby Strand, og pludselig dukkede en flok bandemedlemmer fra Hundige op og ville med til festen. Det endte i tumult og slagsmål - det lignede et rigtig 'cowboyslagsmål', lyder det fra vagtchef Leif Bonde fra Vestegnens politi.

Flere end 60 personer gik pludselig løs på hinanden, og under slagsmålet blev der affyret i al fald fire skud, men på mirakuløs vis er ingen tilsyneladende blevet ramt, oplyser vagtchefen.

- Vi fik meldingen kl. 02.05, og så tog vi ud og fik ro på gemytterne. Vi ved desværre ikke noget om, hvem der skød.

Efter slagsmålet blev der fundet fire affyrede patroner og fire ikke affyrede patroner, alle af kaliber 9 mm.

Under slagsmålet blev hovedparten af kulturhusets inventar ødelagt, oplyser vagtchefen. Politiets teknikere er nu ved at undersøge stedet.