De var ikke velkomne i Parken til hadets kamp mod FCK.
I stedet søgte Brøndbys fans i flok til det indre København og kom i slagsmål med tilhængere af FC København.
Sådan var situationen 12. juli 2020, og nu kommer endnu et efterspil for retten.
På grund af coronarestriktionerne kunne Brøndby-tilhængerne ikke få lov til at købe biletter til ærkefjendeopgøret i Parken.
Men blandt andre en nu 24-årig mand sørgede i stedet for rigelig dramatik før kampen, da han sammen med talrige andre Brøndby-fans på åben gade på Vesterbro i København ifølge politiet indlod sig i slagsmål med en større gruppe FCK-tilhængere.
Det bliver et af de tungtvejende anklagepunkter, når han i nær fremtid står tiltalt i Københavns Byret.
Her vil anklageren fra Københavns Politi kræve ham idømt en fængselsstraf for grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden, fremgår det af anklageskriftet, som B.T. har fået aktindsigt i.
Det er uvist, hvordan den 24-årige stiller sig til tiltalen, men da sagen afvikles som en domsmandssag, tyder det på, at han ikke kan erkende sig skyldig.
Tidligere er også flere andre blevet dømt for at have deltaget i de samme slagsmål mellem de rivaliserende fodboldfraktioner.
Blandt andet blev 15 FCK-fans i december 2021 idømt fængselsstraffe for voldeligt at have overfaldet en 16-årig Brøndby-fan ved Sundevedsgade på Vesterbro.
De fleste blev straffet med tre måneders fængsel, men fire mænd blev idømt fem måneders fængsel for vold af særlig farlig og brutal karakter efter straffelovens paragraf 245.
I alt sigtede politiet efter episoden 62 personer for at have deltaget i det kaotiske slagsmål.
For den 24-årige Brøndby-fan bliver deltagelsen i slagsmålet, hvor han i øvrigt efter politiets opfattelse var ulovligt maskeret, dog ikke eneste anklagepunkt.
Han tiltales også for knap en halv snes overtrædelser af færdselsloven, fordi han har kørt bil efter at have røget hash.
Desuden er han også tiltalt for blandt andet ulovligt at have haft både en peberspray og en foldekniv.
Selve fodboldkampen mellem Brøndby og FCK endte i øvrigt 0-0.