Brandfolk arbejder tidligt mandag morgen på at slukke en større brand på en gård i Sandved, der ligger mellem Næstved og Slagelse.

Det fortæller vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Christian Rosenstrøm.

Anmeldelsen indløb klokken 22.42 søndag aften, og slukningsarbejdet er fortsat i gang tidligt mandag morgen.

Beboere på gården er blevet evakueret, og det samme er beboere fra to nærliggende huse. Hverken mennesker eller dyr er kommet noget til i forbindelse med branden, lyder det fra vagtchefen.

- Brandvæsnet har haft rigtig mange ressourcer på stedet fra beredskabsstyrelsen og andre redningsberedskaber rundtomkring, siger Christian Rosenstrøm.

Gårdens hovedbygning, som er den del af gården, hvor der er beboelse, har umiddelbart overlevet branden.

- Det meste af ladebygningen er brændt ned, og brandvæsnet har taget en kran i brug for at kunne lægge bygninger ned og efterslukke dem, siger Christian Rosenstrøm.

Han fortæller videre, at alle haller og lader på gården er brændt ned - kun hovedbygningen står mandag morgen fortsat tilbage.

/ritzau/