Massive telefonaflytninger skulle afsløre Anni Fønsbys ulovlige bordeldrift. I 230 timer lyttede politiet med, når Fønsby og de øvrige involverede i rufferisagen mod hende talte i telefon. Det kom frem her til formiddag i Retten i Odense, hvor sagen mod hende begyndte i dag.

Rufferisagen mod Anni Fønsby og hendes veninde, Soffi Lousia Larsen, er lige nu i fuld gang. Indtil videre har kun Soffi Louisa Larsen afgivet forklaring, men tidligere på formiddagen kom det frem, hvordan politiet 19. januar 2009 iværksatte telefonaflytninger af de implicerede i sagen - herunder også Soffi Louisa Larsens daværende kæreste, Henrik Bøgeskov.

I retten blev det afsløret, hvordan politiets efterforskere har lyttet med på i alt 230 timers mobilsamtaler i bestræbelserne på at fælde Fønsby, som er anklaget for omfattende bordeldrift.

Rufferisagen mod Anni Fønsby begyndte i 2008, hvor Skat fik mistanke til, at hun drev en række bordeller over hele landet. 16.april 2009 vurderede politiet, at de havde tilstrækkeligt med beviser til at slå til mod bordellerne. Samtidig foretog de blandt andet anholdelser af Anni Fønsby og hendes mand Erik Damgaard. Mens Damgaard blev løsladt efter grundlovsforhøret sad Anni Fønsby varetægtsfængslet frem til 19. maj sidste år.

Bliver hun dømt, står Anni Fønsby sandsynligvis til en fængselsstraf på op til to år.