Ved du noget om sagen, eller har du foto eller video? ? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Fredag aften har Københavns Politi spærret et område omkring Sortedam Dossering ved Østerbrogade i København, fordi man har fundet to håndgranater i søen.

Det oplyser Københavns Politi til BT.

»Vi har kontaktet ammunitionsrydningstjenesten, EOD, som har vurderet, at de er funktionsduelige, og de er på vej for at sikre dem,« oplyser vagtchef Kristian Aaskov.

Det var nogle observante borgere på søen, som spottede håndgranaterne på bunden.

»Nogle borgere var ude og sejle i de der cykelbåde, og der har de bemærket håndgranaterne ligge på bunden, og så har de ringet til politiet,« siger Kristian Aaskov.

Et større område omkring søen er efterfølgende blevet afspærret.

»Vi har afspærret ved Østerbrogade og Trianglen og nogle caféer i området, mens det står på,« forklarer Kristian Aaskov.

EOD vil afhente granaterne og bringe dem til et sikkert sted, oplyser han.

Politiet regner med, at området inden for en halv til en hel time vil være frit tilgængeligt igen. Personer i området har ikke noget at frygte, så længe man holder sig uden for afspærringerne, slår politiet fast.

Klokken 20.31 oplyser Københavns Politi, at granaterne er fjernet og afspærringen ophævet.