Politiet har i dag kl. 11 valgt at offentliggøre de nye sigtelser i sagen mod Marcel Lychau Hansen. Han er blevet sigtet for tilskyndelse til grov vold og bevisforvanskning.

Allerede i torsdags kom det til politiets kendskab, at Marcel Hansen angiveligt havde udsmuglet breve og muligvis DNA-materiale fra Vestre Fængsel, hvor han sad i varetægt. Det skete, da der til Nordsjællands Politi i Frederikssund blev afleveret fire breve samt en afklippet spids fra en gummihandske, hvori der tilsyneladende var biologisk materiale. Materialet blev afleveret af en samvittighedsfuld person, hvis identitet Københavns Politi ikke ønsker at redegøre nærmere for.

Ifølge ekstrabladet.dk skulle det dreje sig om Marcel L. Hansens svigerdatter, der har været kæreste med hans ældste søn i flere år.

Læs også:

Materialet blev hasteundersøgt af retsgenetikere og fingeraftrykseksperter, og det stod allerede fredag klart, at det biologiske materiale bestod af sæd. Lørdag blev det oplyst, at det med samme statistiske sikkerhed, som de DNA-spor, der har været frembragt i retten, var biologiske spor fra Marcel Hansen. Sandsynligheden for, at det skulle være en anden er en til en million.

Marcel L. Hansen er blevet sigtet for tilskyndelse til grov vold og bevisforvanskning. Ifølge politiet vil han ikke tage stilling til de nye sigtelser mod ham.

Læs også:

Som det tidligere har været beskrevet, så er det Marcel L. Hansens ældste søn, der har været sigtet i sagen. Han har kortvarigt været anholdt, men er siden blevet løsladt. Sønnen har fået beskikket en advokat i sagen, men politiet understreger, at de ikke kan underbygge, at sønnen har begået en voldsforbrydelse.

Ifølge politiet nægter han ethvert kendskab til komplottet, selvom Marcel L. Hansen i et brev detaljeret har forklaret, hvordan den dristige plan skulle udføres.

- Du skal ikke slå nogen ihjel for mig, men højst slå en eller anden ned og plante DNA, skriver han blandt andet i et brevene. 

Politet har på nuværende tidspunkt beslaglagt ti breve og ni gummidutter, der er ved at blive analyseret for DNA og fingeraftryk.

Politiet har endnu ikke kendskab til, hvordan det er lykkedes Marcel L. Hansen at smugle brevene ud, men ifølge politiet skulle det have foregået over en længere periode.

Se også:

Se også:

Se også: