Manden, der natten til fredag blev skudt og dræbt af politiet i Slagelse, er far til tre.

Det var den 48-årig familiefar Muammer Arslan, der i går åndede ud efter at være blevet skudt i lysken af politiet. Ifølge politiet opførte han sig truende med en kniv, men en bekendt til den dræbte, tegner et andet billede af manden.

Muammer Arslan har tyrkisk afstamning og er far til tre sønner. Den yngste er stadig barn og går i skole.

Fatih Sen, der har kendt den dræbte i åresvis fortæller, at han var en stille og rolig fyr, der gik lange ture og gik meget op i at holde sig i form.

- Jeg kender ham rigtig, rigtig godt. I min barndom så jeg ham hver dag. Han var et meget fredfyldt menneske, der spredte glæde. Han var et venligt og samvittighedsfuldt menneske. Det er ikke sådan en som ham, der fortjener at blive skudt og dø, siger Fatih Sen.

Han er stærkt oprevet over drabet på den 48-årige:

- Han er en meget fredelig mand og ikke den type, der lægger op til vold og aggression på nogen måde. Det er selvfølgelig en fejl, hvis han havde trukket en kniv, men jeg synes ikke, at politiets skud er i orden. De har jo en peberspray, og de er jo oplært i at håndtere sådan nogle situationer, siger Fatih Sen.

Et eller andet gik helt galt natten til fredag. Ifølge politiets version af historien blev Muammer Arslan smidt ud af værtshuset The Old Irish Pub i Slagelse kort efter klokken 2. Han blev truende og politiet blev tilkaldt.

Da politiet ankom til stedet, havde den 48-årige mand trukket en kniv. Politiet bad ham lægge kniven, men det gjorde han ikke, og derfor affyrede politiet varselsskud. Da han stadig ikke reagerede, affyrede politiet skud og ramte Muammer Arslan i lysken.

Hans tilstand var først kritisk, men fredag formiddag blev hans tilstand beskrevet som stabil, og Muammer blev på det tidspunkt offentligt meldt udenfor livsfare. Søndag eftermiddag afgik han ved døden.

Det har ikke været muligt for BT, at få oplyst hvad der ændrede sig ved den 48-åriges tilstand som gjorde, at han afgik ved døden.

Den Uafhængige Politianklagemyndighed (DUP), som nu undersøger sagen, har heller ikke ønsket at oplyse, hvor mange skud, der blev afgivet af politiet. 

- Sagen kører som en almindelig straffesag, og det vil sige, at vi absolut ikke afslører noget af det, vi har fundet ud af siden i fredags. Der kommer ingen detaljer fra efterforskningen, siger chefkonsulent hos DUP Kristian Palmann Jensen.

Kilder fortæller dog, at der blev afgivet flere skud end det ene, der dræbte Muammer Arslan.