Den danske racerkører Frederik Vesti har afvist en føler om at blive en del af Red Bulls talentakademi.

Det erfarer B.T. fra flere af hinanden uafhængige kilder.

Beslutningen om at takke pænt nej til det store Formel 1-team er udefra set en overraskelse.

Red Bulls junior-program har gennem tiden fostret flere nuværende Formel 1-stjerner som Sebastian Vettel, Carlos Sainz, Daniel Ricciardo, Pierre Gasly og Max Verstappen.

Danske Frederik Vesti har afvist et tilbud om at blive junior-kører hos Formel 1-teamet Red Bull. (Pressefoto)
Danske Frederik Vesti har afvist et tilbud om at blive junior-kører hos Formel 1-teamet Red Bull. (Pressefoto)
Vis mere

Alligevel valgte 18-årige Frederik Vesti og hans manager Dorte Riis Madsen at se bort fra interessen fra Red Bull.

Overvejelserne skulle ifølge B.T.s oplysninger gå på, at det danske racertalent ikke ønskede at binde sig over en lang periode, som ellers var oplægget fra Red Bull.

B.T. har været i kontakt med Dorte Riis Madsen.

Hun har dog ingen kommentarer til interessen fra Red Bull.

Frederik Vesti og manager Dorte Riis Madsen holder alle muligheder åbne i jagten på Formel 1 for den 18-årige dansker. (@riisphotography)
Frederik Vesti og manager Dorte Riis Madsen holder alle muligheder åbne i jagten på Formel 1 for den 18-årige dansker. (@riisphotography)
Vis mere

Frederik Vestis motorsports-karriere kører lige for fuld drøn, og han har i år sikret sig et særdeles eftertragtet sæde i Formel 3 hos Prema-teamet, der vandt serien i den seneste sæson.

Selvom Frederik Vestis bagland ingen kommentarer har til interessen fra Red Bull, har den unge racerkører for nylig delt sine tanker om netop junior-aftaler hos diverse Formel 1-hold.

Det skete i podcasten 'Det ternede flag', som udkommer under Dansk Automobil Sports Union (DASU).

Her sagde Frederik Vest blandt andet, at han vægtede retten til selv at bestemme vejen ind i Formel 1 højest.

Selvfølgelig kunne en aftale med et Formel 1-team komme på tale.

Men så skulle det være, fordi udviklingsmulighederne var bedre end dem, som han selv og hans bagland ellers selv stod med.

»Selvfølgelig er det en mulighed (en junior-kontrakt, red.). Men de kontrakter, som bliver lavet med meget unge kørere fra Formel 1-teams er virkelig dårlige og hårde. Formel 1-teamet har hele magten, og de tager køreren ud af markedet og lover ham ikke særlig meget,« fortalte Frederik Vesti og fortsatte:

»Det er en hård verden, og der er ingen Formel 1-teams, der tager en kører, fordi de vil være søde over for ham. De tager ham, fordi de enten tror på ham eller for at tage ham ud af markedet. Det skal man huske på.«