Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.

I denne uge har Simon Riedel talt med Uffe Holm om at være rasende, morsom, faret vild og meget, meget mere ...

Jeg synes, det er perverst, når ... folk køber dyre flasker for så at sprøjte med dem. Når man ser gymnasieelever, der står og sprøjter med champagne til 5.000 kr. stykket..! Det er for dumt. Om jeg selv har købt dyr champagne? Ja, den dyreste kostede vist 9.000 kr., og hvordan den smagte, kan jeg ikke huske, for jeg var fuld. Vi var nogle drenge af sted på en klub, og vi havde det lidt sjovt.

Kvinder er utrolig gode til ... at se en masse problemer i forvejen, som ikke opstår. Panik, panik, panik, det går galt, og når situationen er der, går det hele fint. Jeg er selv meget ubekymret – jeg bekymrer mig kun om de vigtige ting. Der er nogle ting, det ikke kan betale sig at bekymre sig om, for dem kan man ikke gøre noget ved. Så er det bare sådan, det er.

Mænds svage side er ... nok kvinder. Jeg synes bare, der er for mange mænd, der jokker i spinaten på grund af noget med kvinder. De vil gerne gøre det så godt, eller de er ikke glade for hende, de har, og de vil ha’ en ny kvinde. Der er så mange ting, der giver problemer. Ja, det kan også være enormt dyrt med kvinder. Man kan jo blive forelsket hele tiden, hvis man vil. Når mænd tager en dum beslutning, har der som regel været en kvinde involveret.

Jeg blev edderspændt rasende, da ... Skat forærede 12,8 mia. væk til nogle rige mennesker, der havde snydt dem, uden det fik konsekvenser for nogen. Det er sindssygt. Det fik ingen konsekvenser. Ingen blev fyret. Reaktionen fra Skat var: ’Nå, sådan var det bare’. Det er princippet med skat, jeg hidser mig op over. Hvis man skylder dem 20.000 kr., så hænger de i røret konstant, og så kan de ikke selv holde styr på 12,8 mia. kr., det er fuldstændigt sindssygt. Heldigvis har jeg aldrig selv skyldt penge til Skat.

Jeg burde nok sige undskyld for ... at jeg er blevet alt for tyk, til min kone. Jeg tror, at siden jeg har mødt hende, har jeg taget ti kilo på. På tyve år. Min kone kan ikke li’ det. Der skete det, at jeg fik en knæskade, så jeg ikke kunne lave noget i lang tid – så tager man jo bare hurtigt på. Før spillede jeg blandt andet golf.

Jeg fór vild, da ... jeg var nær Las Vegas for ikke så lang tid siden. Jeg var ude i ørkenen i Las Vegas, og der kunne jeg ikke finde det sted, jeg skulle hen. Derude er der klapperslanger og hele lortet. Det tog mig to timer at finde stedet. Men det er da lidt mere spændende at fare vild ved Las Vegas end i Magasin i Odense.

Foto: Nikolai Linares
Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Publikum fik latterkrampe, da jeg ... optrådte udenfor, hvor der kom en kæmpe bi, der bare jagtede mig. Jeg er ikke sk... god til bier – jeg får det ad helvede til, jeg bliver syg, hvis jeg bliver stukket af sådan én. Det foregik ved et arrangement udenfor et sted i Jylland. Der var ikke andet for end at sige: Vi stopper et øjeblik, og så måtte vi få den fuck... bi væk. Men man laver jo selvfølgelig sjov med det.

Onkel-vittigheder er ... hyggelige. Det er jo tit ordspil, man skal grine ad, og man har lyst til at sige »wag, wag, wag waaaag« bagefter. Jeg synes, denne her er meget sød: Ved du, hvorfor det hedder Hedehusene? ... For noget skulle de jo hedde, husene... Eller: Må man sende en mail til en, der sidder i fængsel? ... Ja, så længe der ikke er vedhæftet en fil.

Jeg var alt for fandenivoldsk, da jeg ... forleden fik dårlig service, og så blev jeg pissesur og begyndte at skælde dem ud. Da skulle jeg nok have talt til ti. Jeg har lavet et foredrag, der hedder ’God service vinder altid’. Servicen i Danmark er lidt ringe – der er mange, der siger ’nej’, fordi det er det nemmeste. I og med at jeg har rejst rundt i 23 år som komiker, har jeg oplevet en masse angående service på hoteller, restauranter og i butikker. Det er ikke sådan, at servicen i Danmark bliver dårligere og dårligere, slet ikke. Jeg fik lyst til at lave noget ved siden af standup. Måske fordi jeg blev 40, tænkte jeg: Nu skal jeg også lave noget, hvor jeg giver folk noget ekstra end bare et grin.

Jeg er eminent dygtig til ... at stå på en scene. Der har jeg det godt, og de sidste 23 år har jeg været på en scene mindst 2.300 gange, tror jeg. Jeg har aldrig lidt af sceneskræk. Jeg er meget afklaret med det, jeg render rundt og laver. Og så hænger det også sammen med, at de ting, jeg laver, er nogle, jeg ved, jeg kan finde ud af. Hvis jeg ved, jeg ikke kan synge, skal jeg ikke være med i noget, hvor man synger. Jeg har fokuseret på de ting, jeg kan finde ud af.

Jeg magter ikke ... at træne. Jeg hader fitness. Det er bare hårdt, for fanden – jeg er jo bare en hyggefrans, jeg vil hellere ligge hjemme på sofaen. Når man træner, går der lang tid før, man kan se, der er sket noget. Jeg har altid haft et medlemskab til fitness. Jeg var til træning i dag – jeg går jo til genoptræning med mit ben. Selvdisciplin, ja, det har jeg åbenbart, men jeg hader fitness.

Hvis jeg fik fem mio. kroner, ville jeg straks ... købe en lejlighed til mine to børn. Og desuden en buket blomster til min kone. Jeg synes, at hvis de har fået en lejlighed, skal hun da også have noget.

Jeg synes, det er upassende, når folk ... snyder i køen, det er simpelthen så taberagtigt. Jeg så det senest i Fårup Sommerland, hvor nogle voksne stod og snød sig frem i køen foran nogle børn, det er simpelthen ikke i orden.

Min selvtillid forduftede, da ... Det har den aldrig gjort. Jeg tror, det er noget, jeg har fået hjemmefra. Både selvtillid og selvværd.

Det værste, der kan ske for en mand, er ... hvis han mister selvtilliden. Både mænd og damer, kan godt li’ folk med selvtillid. Hvis man har for meget af det, må man skrue lidt ned for selvtillidsknappen.