Lars von Trier vil helst være Zentropas eneste guldgris, siger kendt manuskriptforfatter

Det var ikke tilfældigt, da Lars von Trier langede ud efter den Oscar-belønnede Susanne Bier på Melancholia-pressemødet i Cannes forleden. De to Zentropa-instruktører har i mange år haft et anstrengt forhold til hinanden.

Det var i kølvandet på de efterhånden berømte Hitler-bemærkninger, at Lars von Trier onsdag leverede en stikpille til den danske filmskaber Susanne Bier.

- Jeg var stolt af at være jøde. Lige indtil jeg mødte Susanne Bier. Så fandt jeg senere ud af, at min far var nazist. Det gjorde mig glad, sagde Trier, mens hans kollegaer tydeligt blev mere og mere befippede.

Misundelse


Fjendskabet mellem Susanne Bier og Lars von Trier begyndte samme sted – nemlig på filmfestivalen Cannes i 2005, da Melancholia-instruktøren foran den samlede skandinaviske presse kaldte Biers anmelderroste film Brødre for 'noget indholdsløst lort'.

Og der gik ikke længe, før Susanne Bier tog til genmæle.

- Jeg ved ikke, hvad han har gang i – om det er misundelse eller fejlmedicinering. Hvis de piller, han får, er lykkepiller, virker de i hvert fald ikke, sagde hun til B.T. og tilføjede, at han var 'en nar'.

De to verdensberømte instruktører har aldrig sluttet fred – i hvert fald ikke offentligt – og Nikolaj Scherfig, der er manuskriptforfatter og har et indgående kendskab til den danske filmbranche, mener, at Bier-bemærkningen bunder i misundelse.

- Jamen for pokker, Lars er jo bare jaloux på Susanne Biers succes. Nu har hun jo fået en Oscar. Der er også det i det, at Bier jo er den anden guldgris ude på Zentropa, og han vil jo gerne være den eneste, forklarer han.

Ordgejl


Men Nikolaj Scherfig er samtidig overbevist om, at instruktørens talestrøm var uplanlagt og 'typisk Trier'.

- Det er hans måde at være nervøs på. Når han bliver nervøs, ryger han let ud ad en tangent. Dybest set var det noget ordgejl.

Trier siger selv, at det var en joke – og han har ikke i sinde at undskylde over for sin kvindelige kollega.

- Hun vil elske min joke. Det ved jeg. Hun vil juble så meget over den, at hun vil sætte 'Spillemand på en tagryg' på og danse lystigt til den, siger Trier til B.T. i Cannes.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Susanne Bier, der i øjeblikket er på filmoptagelser i Italien.