Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.

I denne uge har Simon Riedel talt med Peter Viskinde om mistet lillefinger, tis i håndvasken, ydmygelsen og meget, meget mere ...

Jeg har overvejet, om det var guds straf, da ... jeg, uden at tænke ’skomager bliv ved din læst’ gik i gang med at partere et 200 år gammelt bøgetræ, som jeg fik lavet om til bordplader. Det mente jeg jo nok selv, jeg kunne. Da jeg havde fået savet pladerne på savværket og skulle lægge dem ind i mit hus, mistede jeg en finger, fordi jeg stod og fumlede med mine følsomme guitarkunstnerfingre. En plade hakkede ned og klippede et stykke af min venstre lillefinger. Jeg ved ikke, om gud syntes, jeg skulle holde mig til det, jeg er god til. Det var egentlig ikke, fordi det gjorde voldsomt ondt, men synet af en manglende finger og hvad der stikker ud af blodårer, sener og knoglerester, det kan man hurtigt blive dårlig af at se på. Jeg måtte bare se at få stoppet blodet med en klud, og med den anden hånd ringede jeg efter en ambulance. Jeg var alene hjemme i Aarhus sammen med hundene og helt på den. En uge efter var jeg på scenen med forbinding, og siden da har jeg måttet spille med de fingre, der er. Men jeg er ikke den eneste guitarist, der har mistet fingre. Django spillede også med tre – og faktisk blev han bedre af det.

Det var ydmygende for mig ... dengang Parken blev indviet i 90erne. Gary Moore - ham med ’Still got the blues’ - var i gang med lydprøver om eftermiddagen. Jeg gik ud for at overvære det på græsplænen, men pludselig kommer en to meter høj bodyguard og taler til mig. Jeg kunne ikke høre, hvad han sagde, og derfor tog han resolut fat i mig og løftede mig 50 meter ud og smed mig over hegnet. Jeg er altså 190 cm høj. Og der gik man rundt og troede, man var en kendt rockstjerne.

En forelsket pige viste det ved ... ja, det er et vanvittigt scene fra tiden i Malurt. Vi sad i et omklædningsrum i 1980 - lige efter pladerne Super Love og Kold Krig var udsendt, og da kom en pige på 16-17 år ind, helt bleg stirrede hun på os med kæmpe øjne og sagde: »Er I overhovedet mennesker?«. Det gentog hun flere gange, og vi svarede »Ja«. Hun havde sat os så meget på en piedestal, at hun troede, vi var guder.

Jeg vil gerne af med min dårlige vane, som er ... lad mig sige det sådan: Der findes dem, der tisser i håndvasken, og dem, der ikke vil indrømme det. Der er fordele ved at tisse i håndvasken: man bruger mindre vand til at skylle efter, det er både milijøvenligt og økologisk, og så rammer man hverken brættet eller gulvet.

En god vane, jeg har, er ... at ryge pibe. Det har jeg gjort, siden jeg var syv år. I 30 år røg jeg Kings, 30-40 om dagen, det er jeg stoppet med, for mine lunger kunne ikke tåle det. Jeg regner med at være den første, der ikke dør nogensinde. For det kan ikke passe, at alle dør, det er en bizar tanke.

Jeg kan virkelig godt li’ kvinder, der ... ikke krummer i sengen.

Det bedste ved at have været i rock’n’roll-branchen i mere end 50 år er ... at det overhovedet er lykkedes det med at stå på en scene. I begyndelsen nok mest i håb om at gøre sig mere interessant hos pigerne, men senere at det også kommercielt kunne blive en levevej. Det er også lykkedes at slippe for at have fast arbejde. I løbet af mit liv har jeg haft tre ugers fast arbejde med at rense toiletter på Atlas køleskabsfabrik i Lundtofte. Det var i 1975.

Det var rart at slutte fred med Big Fat Snake ... svaret er desværre, at der er ikke sluttet nogen fred. Jeg har prøvet at komme i kontakt med dem på mail, messenger, og hvad der ellers er, men de ønsker ikke at tale med mig. Hvor gerne jeg end ville, for jeg ville utrolig gerne slutte fred og få afklaret, hvad det egentlig var for noget. De spiller mine sange fortsat, og det synes jeg på en eller anden måde er irriterende. Da vi delte sangene, syntes jeg, at Anders skulle ha’ de sange, han havde skrevet, og jeg fik mine. Men det er blevet, uden sammenligning i øvrigt, en Lennon/Mccartney-kontrovers, hvor vi kun har kunnet kommunikere gennem advokat.

Når man skal komponere et hit ... skal man ikke forcere sig selv. Man skal ta’ det, som det kommer, og hvis man er heldig, kommer der et hit. Historien om mit nummer ’No Peace like in heaven’ var, at mine børn sad og ventede på mig ude i bilen, og jeg gik ind og kom i tanke om, at jeg skulle komme med et bud på en sang, nu vi var i studiet. Jeg satte mig lige ved det gamle klaver og startede kassettebåndoptageren, og så indspillede jeg det nummer i et onetake, som vi hører den i dag. Det er meget med at være lidt nonchalant, lade fingrene og inspirationen råde uden at slå hjernen til.

Jeg kan godt være misundelig på ... dem, der har skrevet de sange, som jeg gerne ville ha’ skrevet. F.eks. ’Hungry Heart’ af Spring steen.

Jeg var hunderæd, da ... jeg var på ferie i Grækenland med børnene, da de var små, og et af dem havde fået et stort oppusteligt badedyr i fødselsdagsgave. Det var vindstille, og solen stod højt, og pludselig sender et vindpust badedyret af sted på et splitsekund mod Afrika. Det kunne være gået helt vildt galt, og det satte mig en skræk i livet - jeg havde nærmest mareridt over det.

Jeg blev rasende, da ... jeg for nylig blev standset af politiet, da jeg kørte til mit eget hjem i Aarhus. Området er jo hærget af racerløb og cykelløb, og der står hjemmeværnsvagter overalt i ugevis. Men jeg kørte ind et sted, hvor jeg har tilladelse til det, men der lå en patruljevogn med to meget arrogante betjente, som udskrev en bøde på 2.000 kr. Jeg blev rasende - den bøde betaler jeg ikke, jeg er parat til at gå i retten med det.

Når jeg maler, træder jeg ind i ... barndommens land. Talentfulde malere, som jeg ser op til, er i stand til at lave noget, der er så spontant, som var det et barn, der havde malet det. Børnetegninger er noget af det skønneste at se på. Når jeg maler, prøver jeg at koble hjernen fra og gøre det barnligt. Nogle siger: »Jamen det der kunne et barn jo ha’ lavet« - og det ser jeg som den største ros.

Det gode ved at være mig er ... at jeg gennem årene i højere kan være mig selv og være glad for det, jeg har, ikke fordi jeg er selvglad, jeg er stadig meget selvkritisk. Men jeg har det godt med at kæmpe kampen for at male mine billeder og skrive mine sange. Førhen kunne jeg blive i dårligt humør, hvis det ikke lykkedes. I dag kan jeg nøjes med at sidde og kigge ud i luften og finde glæden ved en masse andre ting end de professionelle.