Dagen derpå er Peter Birch stadig dybt påvirket af de voldsanklager, som Charlotte Kejser rettede mod ham i går. Han fortæller til bt.dk, at han har sms'et med Amalie i dag, men at hun er afvisende.

Amalies mor fortalte i går, at hendes datter var blevet mishandlet af Peter i en kælder i Studiestræde natten mellem fredag og lørdag. Læs historien her.

Charlotte Kejser fastslog, at de ville anmelde Peter for vold, men politiet har endnu ikke hørt fra hverken Amalie eller hendes mor.

- De har ikke været på en station i København. Så meget kan jeg sige. De kom ind i går, hvor vi rådede dem til at tage på skadestuen, og de kom aldrig tilbage igen, siger efterforskningsleder Claus Winther fra Station City til bt.dk i dag.

Nu er sprøgsmålet så, om Amalie og Charlotte Kejser alligevel ikke vil anmelde Peter trods de voldsomme anklager.

Peter har i dag forsøgt at få fat i Amalies mor for at tale ud om episoden.

- Jeg er simpelthen så ked af det. Jeg har skrevet til Lotte, om vi ikke skal finde ud af det som voksne mennesker, og jeg har prøvet at ringe til hende. Jeg vil tale med hende om tingene. Men hun tager ikke telefonen, og hun skriver ikke tilbage, lyder det fra en frustreret Peter.

Han har til gengæld sms'et lidt med Amalie i dag.

- Vi har slet ikke snakket om anmeldelsen. Jeg har bare skrevet, at jeg elsker hende, og at jeg rigtig gerne vil have hende tilbage. At jeg er ked af det. Hun svarer bare, at hun ikke kan være sammen med mig mere. Alt muligt negativt. Jeg synes, det er så hårdt. Jeg kan ikke holde det ud, fortæller Peter.

Han føler sig overbevist om, at Amalie er påvirket af sin mors holdninger.

- Jeg tror, Lotte har hjernevasket hende. Jeg tror ikke, Amalie selv får lov til at vælge. Hun bestemmer over hende. Jeg forstår ikke, hun kan være så kold, når hun ved, hvor ked af det jeg er. Er det hendes mor, der siger, hun ikke må ringe til mig?

- Jeg er smaskforelsket i Amalie. Men det vil hendes mor ikke acceptere, fordi hun føler, at hun bliver skubbet ud. Hun er bange for at være sådan et tredje hjul. Det hele handler om, at hun vil have Amalie for sig selv, siger han.

Peter holder stadig fast i, at han ikke har gjort Amalie ondt på nogen måde.

- Jeg synes, historierne er så klamme. At jeg har indespærret hende i en kælder... Ja, jeg har været nede i den kælder, men jeg har ikke mishandlet hende overhovedet. Jeg har ikke rørt hende, fastslår han.

- Jeg vil bare gerne være sammen med Amalie igen. Jeg ved, vi kan få det til at fungere. Romeo og Julie havde også problemer. Jeg synes, det er så hårdt at være hjemme i lejligheden, fordi alt er bare Amalie. Jeg har billeder af hende overalt, siger en grådkvalt Peter.

Det har i dag ikke været muligt at få en kommentar fra Amalie eller Charlotte Kejser.