Så er en længe ventet spænding blevet brudt for de danske politikere og medier, for nu har Statsministeren udskrevet valg.

Men var det en reference til Marvel filmen ‘Avengers’ som sneg sig ind i Lars Løkke Rasmussens tale?

Inden Statsministeren afslørede, at valget vil blive afholdt på Grundlovsdagen den 5. juni, sneg der sig en genkendelig og meget aktuel lille håndbevægelse ind, som lige nu underholder i biografen.

»Danmark er værd at kæmpe for. Danmark kåres med god grund som et af verdens lykkeligste lande år efter år. Men på trods af det, så er udfordringerne til at få øje på,« sagde Lars Løkke og løftede langsomt armen og fortsatte:

»Og de kan ikke bare løses med et fingerknips,« slog han fast med et enkelt knips fra fingrene på sin højre hånd, hvorefter han holdt en kort pause.

Bevægelsen mindede umiskendeligt meget om det berygtede knips, som skurken Thanos laver i hit filmen ‘Avengers’, for at prøve at redde universet fra sig selv.

I filmen går det selvfølgelig helt galt, da Thanos knipser med fingrene og udsletter halvdelen af alle levende væsener i universet, hvorefter heltene må samles for at redde det hele igen.

Han indser da også til sidst, at det ikke er så let at skabe fred og fordragelighed for alle bare ved at knipse med fingrene. Og det kunne let være det, som Lars Løkke refererede til i sin tale.

Skurken Thanos fra filmene Avengers Infinity War og Endgame.
Skurken Thanos fra filmene Avengers Infinity War og Endgame.
Vis mere

Efter sit lille knips fortsatte Statsministeren talen, hvor han ridsede alle de store problemstillinger op, som lige nu udfordrer det internationale samfund og som også var de problemer, Thanos ville løse i filmen.

Derefter afslørede statsministeren valgdatoen med ordene:

»Jeg har derfor i går meddelt Hendes Majestæt Dronningen, at der udskrives valg til Folketinget. Jeg ønsker at bruge hele min vilje, mine kompetencer og min erfaring til at lede Danmark.«

Sådan blev folketingsvalget 2019 skudt i gang, og der er nu en lille måned til at bestemme sig for, hvor man vil sætte sit kryds.