Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.

I denne uge har Simon Riedel talt med Jette Torp om ægteskabet med Chili-Claus, fordelen ved at være single, de betænksomme kvinder og meget, meget mere ...

Jeg klokkede i det ... da jeg ved en royal middag, hvor jeg sad over for prins Joachim, dryssede et fint lag af, hvad jeg troede var fetaost, ud over min salat, indtil det gik op for mig, at det var små, fine firkanter af smør beregnet til brødet.

Jeg er god til ... at tænke positivt, og jeg opgiver ikke så let, hvis der er noget, jeg gerne vil have skal ske. Det beror nok både på en generelt stor portion livslyst og så en tilsvarende portion naivitet, tror jeg.

Til gengæld er jeg elendig til ... at affinde mig med tingenes tilstand. Jeg kan blive helt barnligt vred, hvis jeg synes, at noget er uretfærdigt, ubegrundet eller bare ubetænksomt. Engang skulle jeg mødes med en ejendomsmægler kl. 16, og den dag var jeg lidt stresset, fordi jeg skulle ud at spille bagefter. Hun dukkede op et kvarter for sent, og det gjorde mig simpelthen så vred, så jeg fortalte hende med meget STORE bogstaver, at det fan’me var meget uprofessionelt at gøre. Da vi kom op i den lejlighed, jeg skulle se på, vidste jeg med det samme, at her ville jeg gerne bo, og jeg undskyldte over for hende, at jeg havde givet den for meget gas. Jeg kan heldigvis også undskylde!

Det gode ved at være mig er ... at jeg både elsker at være sammen med mennesker og faktisk også elsker at være helt mig selv. Begge dele giver mening for mig, og det samme gælder mit arbejde kontra mit private liv. De supplerer hinanden fantastisk godt og fylder mig op på hver sin måde.

Jeg vil gerne af med min dårlige vane, som er ... at jeg kører mig selv op, når noget lugter. Jeg er så latterlig sart med lugte, at jeg slet ikke kan holde mig selv ud. For nylig skulle jeg passe en venindens dejlige dreng, og da jeg skulle skifte ham, var jeg ved at kaste op. Den lille purk, som ellers havde været så glad hele aftenen, begyndte at græde, og så tog jeg mig gudskelov sammen og fik det ordnet. Jeg har faktisk overvejet, om jeg kan blive hypnotiseret til at kunne tåle det.

Jeg blev stikhamrende tosset, da … uha, det bliver jeg i perioder lidt for ofte. Det er faktisk noget, jeg arbejder med. Vrede er jo fint nok, men det skal ligesom passe proportionalt med det eller den, det går ud over. Det er ikke grund nok, at folk kører ad h… til i deres bil, eller kommer for sent, eller glemmer at låse efter sig. Hva’ fa’n gør man så den dag, nogen virkelig gør én fortræd??

Folk på gaden møder mig med ... Hej, Jette, synger du egentlig stadig? JA! Jeg går bare lidt mere stille med det og har skruet ned for det store showblus. Når man ikke er så synlig i det offentlige rum, tror folk selvfølgelig, at man er stoppet, men det er jeg på ingen måde. Jeg spiller 40-50 koncerter om året og er lige nu ved at indspille nye sange til et album, der ikke har et navn. Efter at have haft en skriveblokering overfor at skrive sange, er jeg nu begyndt at skrive teksterne først og melodierne bagefter. Det hjælper.

Engang var jeg misundelig på ... en svigerinde, som i en samtale sagde: ’Jeg elsker min hverdag’. Jeg kan huske, at det ramte mig, for jeg havde det ikke selv sådan på det tidspunkt, og jeg kunne fuldstændig mærke, hvad det var, hun mente, og hvor meget det egentlig også betød for mig.

En person, udover min mor, som jeg har meget at takke for... er Claus (Pilgaard, også kaldet Chiliklaus, red.), som jeg har været gift med. Han har lært mig en masse, vist mig en masse og på mange måder udvidet min horisont. Min glæde ved f.eks. at nyde god mad, at køre motorcykel, at dykke og sejle, det har han i høj grad været inspirationskilden til.

Fordelen ved at være single er ... at du tvinges til at tage 100 pct. ansvar for det liv, du lever – også på de dårlige dage. Du har ikke nogen at skyde skylden på, og der er heller ikke lige nogen til at aflede, når ensomheden eller angsten banker på. Til gengæld kan du også kaste dig ud i alt det, du vil, når du vil, uden at skulle stemme det af med nogen. Der er også dårlige dage, hvor man får en ensomhedsknytnæve i ansigtet eller maven, og der må man bare blive i det og tænke, ja det er noget lort, men det er o.k., du har det sådan lige nu. Jeg tror. vi kvinder er tilbøjelige til i parforhold at give manden skylden, at tage offerrollen på os og sige: ’Det er synd for mig, og det er hans skyld’. Ensomhed bliver ikke bedre af, at vi sidder og scroller Instagram igennem, for så er det kun happy billeder med dejlige personer. Men for at det ikke skal være løgn, kan jeg også være irriteret over, når folk flasher et kødsår, de har pådraget sig, eller skriver om, hvor meget nederen det hele er. Det gider jeg heller ikke se.

Jeg er glad for at bo i Aarhus... fordi Aarhus er en stor, lille by. Specielt de senere år og i forbindelse med at være Europæisk Kulturhovedstad oplever jeg, at Aarhus har rejst sig og knejser mere med nakken, end den har gjort tidligere. Det klæder den! Den tør mere, den kan mere, og samtidig er den stadig dejlig overskuelig og venlig og ligger jo så vanvittig smuk ved skov og strand.

Kvinder er totalt usexede... når de ryger på gaden eller går ud og køber ind i joggingtøj.

Mænd er totalt usexede, når de ... er ligeglade med deres påklædning eller siger ’Hva’ så’ til en kvinde.

Københavnere er typisk sådan nogle, der er ... begejstrede. Jeg oplever ofte, at københavnere har sådan en utrolig optimistisk og energisk måde at møde verden på. Det er superskønt, hvad end det er i en bus, på gaden eller i forbindelse med mit arbejde. Det er et karaktertræk, som vi i Aarhus godt kunne lade os smitte lidt af. Og sådan er københavnere ikke kun, når de er i Aarhus, men også når de er hjemme. Min datter, som bor i København, fortæller, at hun af og til går hjem i stedet for at tage bussen, fordi hun ikke altid magter, at en anden person begynder at snakke med hende. Jyder er mere reserverede og generte og kan køre fra Egå til Mårslet i bus uden at tale med nogen.

Mænd er generelt gode til ... ikke at komplicere ting for meget. Det er lidt mere en til en, og så er den skid slået. Ikke at jeg synes, det er hverken dumt eller uintelligent – snarere befriende enkelt. Mænd er generelt ikke så gode til at gøre et hjem eller en arbejdsplads hyggelig og indbydende. De kan måske godt lave det fancy og stylet, men sådan at få det til at spille på den der cosy, smagfulde, lækre måde – det oplever jeg ikke så tit, mænd kan - eller vil.

Kvinder er suverænt bedst til ... at være betænksomme. Vi har oftest en god evne til at tænke på andre - værtinden, mormor, den hjemløse, børnene og lige huske at få sendt en hilsen, en blomst, et hej, et lille økonomisk bidrag eller lignende, som modtageren som regel bliver superglad for. Kvinder er mindre gode til at sige nej, det orker jeg ikke, nej, det vil jeg ikke have eller nej, det der gør mig faktisk ked af det.

Lige nu er jeg aktuel med ... julekoncerter i hele landet. Det er en årligt tilbagevendende begivenhed, og det er som at sige hej til en god gammel ven, når jeg hvert år finder julerepertoiret frem, støver det af og blander det med nye julesange. I år har jeg skrevet én selv!

Jeg mistede jordforbindelsen ... da jeg blev friet til for 13 år siden med hjælp fra Aarhus Pigegarde, en fem retters menu, et bål på en strand og en grammofon bag en busk.

Jeg undrer mig over ... mange ting. Sidst, jeg undrede mig højlydt, var hos min lokale pizzamand. Det var hans søn, som stod bag disken, og jeg tænkte, at han selvfølgelig nok skulle overtage faderens pizzeria. Da jeg spurgte ham, sagde han, nej – han skulle gøre sin uddannelse færdig. Så tænkte jeg, at han måske var ved at uddanne sig som bilmekaniker. Da jeg så spurgte ham om, hvilken uddannelse han var i gang med, svarede han: Jura ...

Jeg rejser aldrig igen til et sted ... med All Inclusive. I teorien forstår jeg godt princippet, men det, det gør ved folk, og den standard af mad og drikke, der bliver tilbudt én, er simpelthen for ringe. Jeg føler mig som en lemming, der er spærret inde sammen med andre lemminger, der ikke ser anden udvej end bare at æde og drikke så meget, de kan – nu hvor det er incluuusive!

Jeg er ikke meget for at indrømme det... men jeg har aldrig brudt mig om at gå til premierer. Det er jo egentlig så skønt at blive indbudt, og nogle gange siger jeg også ja, men det kan virkelig få mig til at føle mig usikker og helt på udebane.

Jeg dummede mig da ... jeg for adskillige år siden på Smuk Fest troede, at Anders Breinholt spillede med i Booze Brothers.