Det meget omtalte interview i det tyske blad Bunte, hvor Tom Cruise for første gang omtaler sin skilsmisse fra Katie Holmes, er angiveligt ren fup

Tirsdag blev stjerneskuespilleren Tom Cruise, der er aktuel med filmen Oblivion, interviewet af den tyske tv-kanal ProSieben. Og det skabte overskrifter verden over, blandt andet på bt.dk, da det fremgik at den 50-årige Cruise eftersigende for første gang snakkede om sin skilsmisse sidste år.
 
- Det kom bag på mig, skulle Cruise ifølge sladderbladet Bunte have sagt.

- Livet er en udfordring. At være 50 og have forventninger og tro, at du har alting under kontrol, og så rammer det dig - det er det, livet er. Livet er tragikomisk. Du er nødt til at have en vis portion humor, blev den verdenskendte stjerne også citeret for at have sagt.

Men ifølge Associated Press siger Tom Cruises agent, at interviewet udelukkende havde fokus på skuespillerens karriere, ikke det forliste ægteskab. Bunte skulle ifølge AP have brugt nogle citater fra ProSieben-interviewet samt opdigtet nogle selv.

ProSieben-journalisten Steven Gaetjen oplyser overfor det amerikanske People, at han aldrig stillede Cruise spørgsmål om skilsmissen.

Tyske Bunte har ikke givet nogen officiel kommentar.