Skuespiller Paw Henriksen mødte sin 16 år yngre kæreste på gaden og besluttede at handle hurtigt. Læs her om Paw Henriksens turbulente barndom med boksning og mange skoleskift samt om hvordan han lykkedes som skuespiller.

1. Opkaldt efter en bog

Her sad jeg imellem mine to storebrødre Dan og Ralf ved familiens sommerhus i Blokhus. Min mor var dagplejemor, min far kemiingeniør, og jeg er opkaldt efter Paw fra bogen ’Paw i urskoven’, den bog har jeg selv forsøgt at kæmpe mig igennem uden større held. Den handler vist om en utilpasset dreng fra Caribien, der prøver at passe ind i det danske samfund. Mit første år boede jeg i Brøndby, og så rykkede familien til Greve, hvor der var masser af grunde, og der fik vi bygget et hus i det gamle sommerhusområde. Vi kom til at bo tæt på stranden, og jeg husker, hvordan der var gravkøer og murere overalt, når jeg var ude at lege – der var alt muligt byggeri i gang, dengang i 70erne.

2. Gad ikke skolen

Som barn var jeg ikke en, der sad stille, jeg var meget nysgerrig, og lærerne bad mig hurtigt om at finde på noget andet at lave end at gå i netop deres skole. Jeg var nu ikke én, der larmede, men jeg gad ikke at lave lektier, og når jeg var i skolen, brugte jeg det meste af tiden på at tegne. Jeg tror ikke, pædagoger og lærere syntes, at jeg var charmerende, jeg var altså ikke udpræget populær og ikke så god til at regne den ud. Når først en lærer havde set sig sur på én, var der ikke noget at gøre. Omkring seks-syv forskellige skoler kom jeg til at gå på, indtil jeg sluttede med HF i Greve. Her stod jeg og boksetrænede i garagen ved huset i Greve, og jeg gik i bokseklubben ABK Køge og i Christianshavn CIK. Jeg fik ideen til at bokse, blandt andet fordi jeg så filmen Rocky, men også sportslørdag på DR, hvor man så Sugar Ray og Marvin Hagler. Det var vigtigt for mig at lave noget fysisk og jeg gad ikke at spille håndbold eller fodbold, det var jeg heller ikke god til. Jeg løbetrænede hver morgen.

3. Et grimt barn

Her et billede af mig fra 1979, hvor jeg var fire år. Jeg var et meget grimt barn. Jeg havde overbid, og det har jeg stadig, fordi jeg fik slået tænderne ud. De har været løse, siden jeg var 13 år, for de er knækket helt oppe ved roden, og derfor kunne de ikke rettes. Hvordan det skete, er en lang historie, men der var meget ballade dengang.

4. En dårlig attitude

Her et billede, fra jeg var 11 år og havde hanekam. Det er ikke ligefrem det billede, jeg er mest stolt af, det er jo en dårlig attitude – man kan godt forstå, hvorfor der var lidt konflikter med det etablerede. Andre mente nok, at jeg var lidt af en møgunge. Senere, da jeg gik i niende klasse, gjorde jeg rent på et værktøjslager for 40 kr. i timen, og jeg arbejdede også hos min morfar og onkel, som havde et trykkeri i Strøby, hvor de blandt andet trykte navne og adresser på de omdelte reklamer for supermarkeder.

5. Påvirkelig

Jeg blev – i modsætning til mange andre – konfirmeret og døbt ved samme lejlighed, fordi jeg var og er kristen. De fleste gik mest op i gaverne, men jeg så frem til ceremonien i kirken. Hvis jeg var opdraget med buddhisme eller islam, var det sikkert den religion, jeg ville praktisere, i de år er man jo meget påvirkelig. Jeg fik en Motobecane-cykel i gave – men den blev desværre stjålet. Derfor fik jeg i stedet en Centurion Super Le Mans med hele ti gear for forsikringspengene. Jeg cyklede meget, især i sommerperioderne, uden for boksesæsonen, for at holde mig i form. Turen gik op og ned ad Køge Landevej, det var først senere, da jeg fik cykelsko og cykelbukser, at jeg kørte rigtige cykelløb.

6. Kun i gulvet en enkelt gang

Her boksede jeg en opvisningskamp i Karlebo mod min gode ven Johnny Bredahl – jeg tager flere gange hvert år rundt og bokser opvisningskampe sammen med andre gamle boksere, en god måde at holde kontakten og stadig være en del af sporten og bilde sig ind, at man er ung. Når man har min alder, må man jo ikke bokse amatørkampe mere. Som bokser har jeg kun været nede at ligge en gang. Det skete ved Sjællandsmesterskaberne i 1993, hvor jeg stillede op i let mellemvægt, selvom jeg egentlig manglede tre-fire kilo for at nå den klasse. Men der var ikke nogen, jeg kunne stille op imod i weltervægt, og jeg ville ikke bare møde op og tage i mod guldmedaljen uden kamp. Der røg jeg i gulvet – men boksede videre og blev senere stoppet.

7. Til børnecasting

Min skuespillerkarriere begyndte med, at jeg var til børnecasting til filmen ’Det forsømte forår’. Jeg kom ikke med i den film, men de huskede mig, og så kom jeg i stedet med i filmen ’Eva’ fra 1993, der blev sendt på DR. Bagefter var jeg med i ’Vildbassen’, ’Tøsepiger’ og et par andre. I alt 800 søgte ind på teaterskolerne, og kun 24 kommer ind i alt. Det var nervepirrende, og jeg havde øvet mig som en sindssyg før, det er en stor udfordring, og det gik heldigvis.

8. Venskaber holder længere

Her, hvor jeg var omkring 22 år, var jeg sammen med mine barndomsveninder, vi har fulgt hinanden hele livet. Vi har aldrig været kærester nogen af os, men har kendt hinanden hele livet. Jeg synes, det er et privilegium at være sammen med kvinder, uden at det skal føre til andet. Det er nogle dejlige, smukke piger, men det er ikke ensbetydende med at man skal være kærester – venskaber holder også længere.

9. Så hende i øjnene

Jeg mødte Frederikke tilfældigt på gaden, da jeg kørte ind til siden sammen med min gode ven Søren Gyde, fordi vi skulle bruge noget ild, og vi kunne se, hun stod sammen med nogle andre og røg. Da jeg kiggede Frederikke i øjnene, tænkte jeg, at jeg hellere måtte arbejde hurtigt og spurgte hende, om ikke vi skulle ses en dag? Det sagde hun ja til, da jeg spurgte hende i 2012. Det er egentlig ikke fordi, jeg nogensinde havde tippet, at jeg skulle være sammen med en, der var yngre end mig, men sådan er det blevet med Frederikke, for hun er 16 år yngre. Men det handler jo om, hvorvidt man klikker med personen og udvikler sig sammen. Og ikke mindst at man lader være med at ændre på hinanden. Vi bor sammen på Østerbro.

10. Et fantastisk fællesskab

Da jeg var færdig med at uddanne mig til skuespiller, kom jeg med i serien Hotellet, der kørte i 60 afsnit gennem et par år, og det var virkelig noget, der rykkede. Det var et fantastisk fællesskab, vi havde. Vi var sammen næsten hver dag og holdt fester konstant. Det var måske ikke verdens bedste serie, men den blev set af 700-800.000 danskere hver uge, så det var noget andet end at have været med i en biograffilm, der måske var set af 250.000. Jeg oplevede især dengang, at rigtig mange kom hen til mig og sagde tak for serien, ikke mindst efter jeg også havde været med i serien Anna Pihl, der havde op til 1,4 mio. seere. Der var børn, som spurgte, om vi »skød den hund rigtigt«.