Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.
I denne uge har Simon Riedel talt med Daniel Svensson om mystiske tårer, kampen for at overleve og meget, meget mere ...
Jeg er faktisk ret god til ... at være sammen med mange mennesker, være social og sørge for, at folk omkring mig har det godt. Der skal være humor og sarkasme, for at gruppen har det sjovt. Jeg har en rigtigt stor venskabskreds og mange bekendte.
Jeg kan ikke finde ud af at ... gøre rent. Støvsugning synes jeg, jeg er fin nok til, men at huske, hvordan man skal gøre det hele rent, fra top til tå, der er jeg virkelig dårlig, og der kan også godt falde en del kritik for min udførelse af rengøring på hjemmefronten, hvor jeg har min kæreste Julie. Jeg synes det ville være godt, hvis hun gjorde rent, og så lavede jeg noget, jeg er god til i stedet, men det synes hun ikke er en god idé. Vi bor sammen i et hus i Aalborg.
Det, at være del af et håndboldhold, er mere end bare ... at spille kampe i weekenden. Der foregår også meget socialt, som gerne skal hænge sammen og mange ting, der skal tages hånd om. Det er 16 forskellige personligheder, som skal kunne passe sammen og præstere på højt niveau. Derfor skal spillere have et meget grundlæggende kendskab til hinanden. Det er ikke noget, der kommer af sig selv, at få forskellige egoer til at fungere sammen. Det er ikke altid den samme, der er anfører inde på banen, som er det udenfor.
Mine chancer for at overleve lymfekræft var ... vel mere eller mindre sådan, at anden gang, jeg fik kræft, var mine chancer for at overleve baseret på, om den kemo, jeg fik, virkede, og det kunne lægerne ikke garantere. De sagde: ’Vi krydser fingre for, at den kemo er rigtigt god mod lymfekræft, og hvis den virker på dig, har du rigtigt gode chancer for at overleve. Hvis ikke må vi finde på noget andet’.
Første gang jeg blev ramt af lymfekræft ... syntes jeg, det var døduretfærdigt og rigtigt hårdt. Jeg tog nogle dage, hvor jeg virkelig var ked af det. Men så har jeg været ret hurtig til at sige, at jeg ikke kunne ændre på forholdene. Efter første sygdomsperiode blev jeg raskmeldt efter to år og fik et tilbagefald efter to et halvt år, og det var rigtigt hårdt. Derfor kommer jeg måske aldrig til at slippe tanken om, at det kan vende tilbage. Jeg prøver at arbejde med, at det er en del af mit liv, at der kan komme kræft, og derfor prøver jeg bare at få ekstra meget ud af de dage, jeg har. Prøver at få hver eneste dag til at tælle maksimalt. Jeg har et lille motto: Livet, det er kun dage. Og alle dage tæller lige meget. Der er mange ting, som er forandret både i hoved, krop og sjæl. Ting som er vildt anderledes end tidligere. Jeg stiller mig ikke tilfreds med bare at have et otte til fire job og buldre derudaf, så den ene dag forsvinder over i den anden.
Mit livs hårdeste kamp har været ... Uden tvivl anden gang, da jeg var gennem mit kemoforløb og skulle have en højdosis kemo. Jeg spiste otte filur-is på 24 minutter, fordi stamcellerne er frosset ned til de cirka minus 130 grader i flydende kvælstof, der skal ind i kroppen. For at kroppen var bare en lille smule kølet ned, skulle jeg give et modspil ved at spise is. De blev sprøjtet ind i et kateter i brystet. For at få de stamceller, blev jeg tilkoblet et dialysesystem, hvor blodet i min krop blev hentet ud 13 gange, og en centrifuge filtrerede stamcellerne fra. Inden da booster man knoglemarven, så der overproduceres stamceller i knoglemarven, der skubbes ud i blodbanen. Det tog seks timer at få blodet ind og ud af kroppen for at høste stamcellerne. Hvis jeg havde været syg for 20 år siden, havde der nok ikke været noget at gøre.
Det var pinligt, da jeg ... blev smidt hjem fra en U-landsholdsslutrunde for at rive en bruser ud af væggen. Det var i 2002 i Polen med ungdomslandsholdet, og vi spillede ikke så godt og endte med at ryge ud. Da jeg skulle i bad, virkede bruseren ikke, og det kunne jeg ikke forstå, for alle de andre havde lige brugt den. Så slog det klik for mig et øjeblik, og jeg tævede bruseren, så den røg ud af væggen. Efter aftensmad blev vi kaldt sammen på grund af den ødelagte bruser, og jeg sagde: ’Nå ja, det er mig’. Der blev holdt et kort møde, og så valgte landstræneren, at jeg skulle sendes hjem. Det var irriterende, men man kan jo heller ikke rende rundt og smadre omklædningsrummene.
Jeg kunne ikke holde masken ... senest, fordi min dansepartner Karina og jeg forsøgte os med et løft til salsa, som er rimeligt besværligt, og jeg lige kom til at klemme hende et uheldigt sted, så vi flækkede begge to af grin. Det skete, da jeg skulle gribe hende.
’Vild med dans’ ... så jeg som en fantastisk mulighed, jeg ikke kunne sige nej til. Jeg tænkte i min sygdomsperiode, at hvis jeg fik nogle muligheder eller chancer, måtte jeg prøve det. Tage alle udfordringer. Jeg kan godt lide at danse, men gør det aldrig.
Det bedste råd, jeg nogensinde har fået, er ... ’spil bolden, hvor den ligger’ – man kan ikke ændre på tingenes tilstand.
Min største hemmelighed er ... at jeg altid, når jeg kommer til København, tager hen til mit kebabsted Konya Kebab. Jeg spiser ikke kebab andre steder. Jeg kommer selvom, der er skiftet ejer mange gange.
Jeg havde lyst til at hævne mig ... mange gange, men det er mest som håndboldspiller, når andre i ligaen filmer for meget og skuespiller. Jeg kan ikke have, at der bliver skuespillet så meget i håndbold, derfor har jeg haft lyst til at hævne mig, når jeg har fået en to- minutters udvisning. I øjeblikket er det supersvært at finde ud af, hvornår der bliver skubbet for hårdt, og hvornår det er skuespil, og lige nu falder det altid ud til skuespillerens fordel.
Der er nogle ting, jeg ikke gider snakke om ... jeg er jo rigtigt glad for at snakke, der findes nærmest ikke nogen ting, jeg ikke gider snakke om. Jeg har arvet snakkelysten fra min mor. Men hvis man fanger mig på den gale fod, gider jeg slet ikke snakke om noget. Jeg kan blive en hidsigprop, men 95 pct af tiden vil jeg gerne snakke om alt.
Jeg gentager aldrig rejsen til ... Astracan, en by i Rusland, som lå virkelig langt væk. Vi fløj 2.000 km yderligere væk fra Moskva med Aeroflot. Det var en meget kedelig, sørgelig og forladt by. Vi var på et hotel og i en håndboldhal, og vi så stort set ingen mennesker udover 100 skoleelever, der så kampen. Vi blev fragtet med politieskorte gennem den grå by, men der lå nærmest flere døde dyr i vejkanten, end der var mennesker.
Mine øjne bliver våde, når ... jeg enten ser eller hører spøgelseshistorier. Af en eller anden grund, kan jeg ikke lade være med at græde, når folk fortæller dem – ikke fordi jeg er ked af det, jeg får simpelthen bare tårer i øjnene. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg har aldrig set spøgelser, og undgår at se programmer om dem i tv.
Det var svært for mig at erkende ... at der er noget, jeg ikke er god til. Jeg har det hårdt, når jeg ikke er god til ting. Hvis jeg fx. bliver inviteret ud at køre gokart med fire drenge på 70 kilo, vil jeg hellere sige nej tak, for jeg ved, jeg vil være den sidste over målstregen, uanset hvad jeg gør, fordi jeg vejer 100 kilo.
Jeg var for nærig da ... Jeg har aldrig nogensinde været nærig. Jeg elsker at se, at mine medmennesker har det godt. Som ung håndboldspiller havde jeg mange flere penge end mine venner, og derfor stod jeg gerne for aftensmad eller en tur i biografen. Jeg vil hellere kunne give og have for lidt selv.
Det bedste ved kvinder er ... når de har et smukt smil, et skarpt og intenst blik i øjnene og udstråling. Jeg synes i princippet, at alle kvinder er smukke, men jeg kan især godt lide dem med et intenst blik – det er bedre end forstørrede læber. Jeg kan bedst lide naturlige mennesker.
Det bedste råd, jeg kan give til andre, der får kræft, er ... at de skal turde være åbne og tale med andre om det. Jo mere jeg har snakket om det, jo bedre har det været. Det er en form for selvterapi at åbne op for andre. Mange vil ikke snakke om det, fordi de fornemme deres egen dødelighed, men det bedste, de kan gøre for en kræftpatient, er ikke at stikke af.
