Blot otte måneder efter de stod frem som kærester, skal Rebel Wilson og Ramona Agruma nu giftes.

Det afslører den australske skuespiller Rebel Wilson på Instagram.

'Vi sagde ja!', skriver hun til et billede af det nyforlovede par foran Torneroseslottet i Disneyland.

At netop forlystelsesparken danner rammen om parrets forlovelse, er nok ikke tilfældigt.

Da 42-årige Rebel Wilson i juni fortalte, at hun havde kastet kærligheden på den 39-årige kvindelige iværksætter, udtalte hun nemlig:

'Jeg troede, jeg ledte efter en Disney-prins, men måske var det i virkeligheden en Disney-prinsesse, jeg havde haft brug for i al den tid.'

Den seneste tid har været særdeles begivenhedsrig for især Rebel Wilson, der i november blev mor til sit første barn. Datteren, Royce Lillian, kom til verden via en rugemor.

'Jeg kan ikke engang beskrive den kærlighed, jeg har til hende. Hun er et smukt mirakel! Jeg er evigt taknemmelig for alle, der har været involveret (I ved, hvem I er). Dette har været år undervejs,' skrev hun efter fødslen på Instagram og sendte en særlig hilsen til rugemoderen:

'Tak, fordi du hjalp mig med at få min egen familie. Det er en fantastisk gave. Den bedste gave! Jeg er klar til at give lille Roycie al den kærlighed, man kan forestille sig.'