To forhold prægede Kim Boyes barndom – omsorgssvigt og fodbold. Da han formåede at kombinere de to til en karriere, fik han endelig den anerkendelse, han altid havde stræbt efter.
Når det blev for slemt derhjemme, tog Kim Boye sin fodbold og gik ned på græsset foran ejendommen. De naboer, der kiggede ud, kunne se den lille dreng løbe rundt og spille bold med sine imaginære venner – Beckenbauer, Cruyff og Maradona.
»På græsset med min bold var jeg i en anden verden. I den kunne jeg glemme alt det derhjemme,« husker den i dag 48-årige coach Kim Boye.
Mange kender Kim Boye fra fodboldverdenen, hvor han i slutningen af 80erne og begyndelsen af 90erne gjorde sig bemærket i klubber som AB og Brøndby.
Han var kendt som en god fodboldspiller – og lidt af en rod. Naboerne hjemme i Ballerup vidste godt, hvad Kim Boye flygtede fra.
Han voksede op med sin storebror, storesøster, mor og far.
»Men jeg voksede også op i et hjem, der bestod af druk, vold, prostitution og kaos,« husker han.
I sin bog ’Den mentale kriger’ beskriver han barndomshjemmet med følgende ord:
»Det miljø, der dannede rammen om min barndom, var præget af fravær, prostitution, skænderier, vold og slåskampe – tilsat alkohol i rigelige mængder. En overgang gik min mor i seng med fremmede mænd for penge. Når alt sejlede, var det let at gå på kompromis med sin krop – alle grænser var i forvejen overskredet. Og min far? Han indtog såmænd rollen som alfons for sin kone – og indkasserede alle pengene fra liderbasserne.«
Hans forældre blev skilt, da han var omkring ni år. Men som barn var han ’den, de andre ikke måtte lege med’.
»Alle vidste godt, hvordan det var derhjemme,« forklarer han.
Selv om det var slemt, husker han ikke sin barndom som decideret rædselsfuld. Det er en menneskelig overlevelsesmekanisme, der er nyttig.
»Når man vokser op i lort, lugter lort slet ikke så dårligt, og man behøver ikke at få et lorteliv, fordi man er vokset op i et. Jeg har ikke ret meget til overs for mennesker, der sidder fast i offerroller. Jeg har selv valgt et anderledes liv, også for mine børns skyld,« siger han med henvisning til sine tre store drenge.
Tæt på barndommens land
I dag bor han i Ledøje, kun fem-seks kilometer fra sit barndomshjem. I et ombygget bondehus bor han sammen med sin kone, Pernille Aalund, sin yngste søn Silas, en hund og en kat.
Der er bøger fra gulv til loft i huset, afdæmpet musik fra en højttaler gemt bag en udstoppet ræv og et par bløde stole. Kim Boye sætter sig til rette med kiks, kaffe og katten for at fortælle sin historie.
I forrige måned udkom hans første bog ’Den mentale kriger’, hvor han har samlet sine bedste råd fra en barndom i en dysfunktionel familie, en ungdom på fodboldbanen og et voksenliv som coach for både kriminelle unge og fodboldspillere.
Han er beviset på, at man kan nå sine mål på trods af den bagage, man har med sig. For i dag har han succes både i karrieren og parforholdet. Men som barn var han anderledes usikker.
»Jeg var nok det, man kan kalde udfordret, i skolen. På grund af det kaos, der var derhjemme, fik jeg ikke altid lavet lektier. Så jeg sakkede bagud i skolen. Jeg følte mig anderledes og måske endda dum. Til sidst havde jeg ikke engang min taske med hjem. Den stod bare i et hjørne på skolen, og hvis nogen manglede en bog, kunne de gå over og tage en. Når min lærer spurgte, om jeg ville til tavlen, sagde jeg, at jeg ikke gad. I virkeligheden dækkede det over, at jeg ikke turde. Jeg var bange for at blive ydmyget.«
Meget af skoletiden tilbragte han uden for døren, for indenfor lavede han ballade. Især i de store klasser kom det til en stiltiende aftale mellem Kim Boye og hans lærere om, at det var lettest for alle parter, at han var et andet sted end i klassen.
»Ude på gangen lå min fodbold, så jeg gik i stedet ud og spillede, til timen var slut. Jeg brugte fritimer, frikvarterer og al min tid på at blive bedre til fodbold. Det gjaldt altid om at komme først ud og tage målene i frikvartererne.«
Det var jo lettest, hvis man var i gården i forvejen.
»Jeg kunne godt selv se, at jeg var den bedste i klassen til fodbold, men når nogen sagde det til mig, tvivlede jeg alligevel. Når man vokser op med en generel mistillid til folk, tror man ikke på det, når de siger noget godt til én.«
Den unge spiller var hård ved sig selv.
»Hvis jeg misbrugte en chance, var jeg fuld af skam og kunne ikke se de andre i øjnene. Fejlene fyldte mere end sejrene.«
Kim Boye spillede fodbold i Ballerup.
»I boldklubben var jeg på lige fod med de andre. Jeg trænede og legede med de andre, og der var en kæmpe frihed i fodbolden og i den anerkendelse, jeg fik på fodboldbanen.«
Når hans forældre glemte at betale kontingent, sørgede trænerne for, at det ordnede sig, og det er sket mere end én gang, at de andre forældre splejsede til, at Kim Boye kunne komme med på fodboldlejr.
Løse knoer
Men Ballerup var også andet end fodbold. Selvom det var sparsomt med fritiden, hang Kim Boye ud med de forkerte typer.
»Knoerne sad løst dengang, og jeg og alle de andre pissede territoriet af. Jeg var en hård nitte, selvom jeg aldrig har slået nogen ihjel.«
Han er overbevist om, at det var fodbolden, der – igen – reddede ham.
»Hvis jeg ikke var blevet fodboldspiller, var jeg blevet rockerkonge. Det er jeg sikker på.«
På banen blev han hele tiden bedre, og AB fik for alvor øjnene op for den unge fodboldspiller. Som 16-årig fik han sit livs første kontrakt og kom til at spille på deltid.
»Jeg fik vist omkring 3.500 kr. om måneden, men det bedste var, at der ikke var nogen i AB, der vidste noget om mig. De vidste kun, at jeg var fodboldspiller, men de vidste ikke noget om alt dét derhjemme. Derudover var det en klub med ressourcer. Det var jo Akademisk Boldklub,« siger han og griner lidt ad navnet.
»Tænk at jeg skulle spille dér. Jeg gik på det tidspunkt kun sporadisk i skole og boede stadig hjemme hos min far.«
Kim Boyes benzin var, at der hjemme i Ballerup sad en masse gamle bekendte, som ikke troede, at han kunne klare det.
»At folk ikke troede på mig, fik det bedste frem i mig. Jeg blev årets spiller, topscorer, og der var forskellige klubber, der ville skrive kontrakt med mig.«
Efterhånden tog fodbolden al hans tid, og der var slet ikke overskud til ballade hjemme i Ballerup.
Og så en dag tilbød Brøndby ham en fuldtidskontrakt.
»Dengang var Brøndby flagskibet i dansk fodbold, og de kom og tilbød lille Kim Boye en kontrakt. Dét var slutningen på min barndom, endelig kunne jeg sige: ’Der kan I bare se, jeg kunne godt’ til alle dem i Ballerup.«
Farvel, bold
Selvom han spillede adskillige sæsoner i Brøndby, husker han ikke tiden som specielt vellykket. Han har altid haft det svært med autoriteter, og i Brøndby hed træneren Morten Olsen, en mand som er kendt for at kræve kæft, trit og retning af sine spillere.
Det havde drengen fra Ballerup svært ved at håndtere, og det kom ofte til sammenstød mellem de to. På et tidspunkt var Kim Boye skadet i flere måneder og måtte kæmpe for at komme tilbage på græsset.
En dag fik frustrationerne frit løb, og det kom til fysisk magtkamp mellem Kim Boye og hans træner.
»Jeg gav Morten Olsen en albue i ansigtet. Det var med fuldt overlæg. Han gav mig to knytnæver i brystet retur – sammen med en fyreseddel. To dage senere blev Morten Olsen selv fyret. Og tre måneder senere trak jeg mig som fodboldinvalid.«
Senere lykkedes det Kim Boye at kæmpe sig tilbage på en fuldtidskontrakt i AB. Holdet ville tilbage til Superligaen, og Kim Boye var med på hele rejsen fra 1. division til Superligaen.
»Som 27-årig var jeg færdig med fodbold. På det tidspunkt havde jeg fået syv-otte operationer i det ene ben. Jeg græd den sidste gang, jeg forlod banen. Jeg havde gemt mig i fodbold, siden jeg var seks år. Jeg var fodboldspilleren Kim Boye, ikke bare luderens søn. Men når jeg ikke længere spillede fodbold, hvem var jeg så?«
Det var ikke bare tabet af en profession, det var også tabet af en identitet.
Og han havde ikke andet at falde tilbage på.
Heldigvis havde både barndommen og sporten givet ham så meget erfaring med, at han havde noget at bygge på.
»Jeg havde kontakt til en institution for unge, hvor jeg havde arbejdet indimellem. Dét vidste jeg, at jeg var god til. Jeg kendte selv til at bryde grænser, og jeg har ingen fordomme over for andre mennesker. Samtidig har jeg evnen til at sidde over for mennesker, som bliver meget ubehagelige. Så jeg opnåede gode resultater med dem, jeg arbejdede med.«
Kim Boye besluttede sig for at læse til pædagog. I dag kan han med et grin fortælle, at han kom gennem hele studiet ved at læne sig op ad gode venner. Han åbnede aldrig en bog, men lyttede og diskuterede sig frem til konklusionerne. Selv da han skrev opgave om følelsesmæssig intelligens og fik 13, var det helt uden brug af bøger.
Lige siden har Kim Boye været selvstændig. I en periode på 13 år handlede det om at hjælpe kriminelle unge tilbage på sporet, men som en naturlig udvikling, er han begyndt at coache professionelle fodboldspillere, der nu nyder godt af Kim Boyes erfaringer.
»Set i bakspejlet har det hele været én lang udviklingsrejse. Min egen barndom og baggrund og min egen fodboldkarriere. Jeg har gennemlevet det meste gennem andre. Først da jeg kom i gang med den proces, åbnede der sig en forståelse for, hvad jeg selv havde været igennem.«
