Den israelske nazi-jæger Efraim Zuroff fortsætter sin utrættelige kamp for at få retsforfulgt de sidste krigsforbrydere. Også de to danske.
Jeg er for gammel. Jeg har smerter. Jeg er for skrøbelig.
Undskyldningerne og argumenterne blev rullet ud i lange baner, da 96-årige Oskar Gröning forleden stod foran dommeren i højesteret. Men der var ingen nåde.
»Heldigvis,« siger nazijæger Efraim Zuroff. Lettet og glad over, at den aldrende krigsforbryder ikke fik medhold i sin appel.
»At blive dømt må ikke bare være en symbolsk gerning. Der er nødt til også at være et element af afstraffelse,« lyder det fra den 69-årige Efraim Zuroff, som står bag ‘Operation Last Chance’, hvis mål er at hjælpe myndighederne med at bringe nazistiske krigsforbrydere for retten. Krigsforbrydere som Oskar Gröning.
Bogholderen fra Auschwitz kaldes Gröning, som under Anden Verdenskrig var SS-officer i den berygtede dødslejr.
Hans job var i krigens første år almindeligt bogholderi, men arbejdet skiftede karakter, da han i 1942 blev udstationeret i Auschwitz.
Her fik Oskar Gröning ansvaret for at indsamle penge og smykker fra den uendelige strøm af jøder, der ankom til lejren. Værdier, han sørgede for at videresende til nazisternes hovedkvarter i Berlin.
At mange af jøderne blev sendt direkte videre til gaskammeret, vendte han det blinde øje til. Og forholdt sig - som så mange andre af nazismens forbrydere - tavs i årtier.
Først i 2005 åbnede han op om sin fortid i en BBC-dokumentar.
»Jeg så gaskamrene. Jeg så krematoriet. Jeg var på den rampe, hvor udvælgelsen fandt sted,« sagde han ifølge bbc.com, og tilføjede til sit forsvar:
»I henhold til vores verdensbillede var vi overbeviste om, at det var os, der var de forrådte. At jøderne konspirerede mod os.«
Hundredtusindvis af jøder blev myrdet i lejren. Brutaliteten var nådesløs. Det så han med egne øjne og fortalte dengang om at have været vidne til, at en af lejrens vagter greb fat i et grædende spædbarn, som moderen havde efterladt på rampen.
»Gråden irriterede ham. Han tog babyen i benene og knaldede hovedet ind i jerngelænderet på en lastbil, indtil babyen tav.«
Selv var han blot et lille hjul i det store maskineri, mente han. Én af dem der ingen indflydelse havde på begivenhedernes gang.
»Ud fra et lovmæssigt synspunkt er jeg uskyldig,« sagde han samme år til Der Spiegel.
Men der tog han fejl.
Takket være bl.a. Efraim Zuroffs utrættelige kamp for at få retsforfulgt de sidste krigsforbrydere, har Tyskland ændret retspraksis på området, så enhver der har gjort tjeneste i dødslejrene kan retsforfølges. Og det blev han.
I sommeren 2015 faldt dommen. Oskar Gröning blev fundet medskyldig i drabet på 300.000 jøder og idømt fire års fængsel.
Han appellerede dommen, har taget den hele vejen op gennem det tyske retssystem.
Og forleden var den nået til højesteret, hvor den 96-årige Oskar Gröning påberåbte sig helbredsproblemer. Og krænkelse af hans menneskerettigheder.
Men argumenterne prellede af på dommeren, og den gamle naziforbryder skal med al sandsynlighed tilbringe resten af sine dage bag tremmer.
Dermed kan ét navn stryges fuldstændig på Efraim Zuroffs ‘most wanted’ liste. Og det glæder ham.
Men listen bliver - trods kandidaternes høje alder - tilsyneladende aldrig udtømt.
»Alene i december har Tyskland indgivet anklage mod elleve krigsforbrydere, som gjorde tjeneste i døds- og koncentrationslejrene. Det er jeg naturligvis rigtig glad for.
Men samtidig har jeg selv fundet frem til yderligere to krigsforbrydere, som gjorde tjeneste i Einsatzgruppen, den mobile specialgruppe, som tog sig af likvideringer og bl.a. stod bag folkedrabet i Babi Jar i Kiev. Begge var i live, sunde, raske og bosiddende i Tyskland. Så det vrimler stadig med forbrydere, som vi har mulighed for at stille for retten i retfærdighedens navn,« siger en tilfreds Efraim Zuroff, hvis største ønske for 2018 dog er, at Danmark kom ud af starthullerne.
»Det kan godt være, at der blæser nye vinde i Tyskland, men det gør der så absolut ikke oppe hos jer. Og det er grunden til, at de to krigsforbrydere Helmuth Rasmussen og Aksel Andersen stadig er på fri fod,« siger han med bitterhed i stemmen om de to danske nazister, der begge arbejdede som vagter i en jødelejr i Hviderusland, hvor fangerne enten blev dræbt eller døde som følge af lejrens umenneskelige forhold.
Mindst 1.400 døde har de på samvittigheden.
»Det er jo ikke noget rart noget, det dér. Jeg havde ikke troet, at tyskerne havde behandlet jøderne så dårligt. Jeg syntes jo, det var synd for dem. Men nu var vi der, så vi sad i saksen,« som Helmuth Leif Rasmussen forklaring lød, da BT i 2014 fandt frem til den dengang 89-årige tidligere vagt.
Efterfølgende blev både han og Aksel Andersen - som er bosiddende i Sverige - anmeldt for forbrydelser mod menneskeheden. Men efter halvandet års efterforskning valgte Statsadvokaten at lukke sagen.
»Du har ingen idé om, hvor meget det smerter mig, at de danske myndigheder ikke gik videre med sagen. Efter min mening var deres arbejde ikke specielt grundigt, og deres beslutning var udelukkende baseret på de to vagters udsagn. Som selvfølgelig sagde, at de intet kendskab havde til, hvad der foregik. Det giver jo sig selv, at de ikke møder op og indrømmer en forbrydelse. Dét, der foregik i Danmark, var fuldstændig absurd,« lyder det fra nazijægeren, som ikke har opgivet at få de to danske krigsforbrydere dømt.
»Jeg bliver ved med at kæmpe. Det kan godt være, at chancerne ikke er store, men jeg giver ikke op,« siger Efraim Zuroff. Og tilføjer med håbefuld stemme:
»Må 2018 blive et år med masser af domfældelser og straf!«
