Lyt til artiklen

Kommentar


Nyt nederlag. Ny nedtur. Endnu en gang udspillet – i hvert fald i flere perioder– på hjemmebane i Boxen. Danmark entrer ottendedelsfinalerne med to rigtig dårlige oplevelser i sportstasken. Og kan for alvor mærke knivbladets kolde stål presse mod struben. Altså sådan i håndboldmæssig forstand.

Det havde de selvfølgelig kunnet uanset Montenegro-opgørets udfald i og med, at vi nu går ind i knald-eller-fald kampene. Men med nederlagene mod Montenegro og Ungarn in mente er det ikke just et dansk mandskab, der kommer surfende på en ti meter høj selvtillidsbølge, som nu skal op mod Sverige i morgen.

Og derfor er jeg mere bekymret end en skuffende tredjeplads i gruppen i første omgang indikerer.

Opgøret mod Sverige er ekstremt vigtigt for dansk kvindehåndbold som helhed. Danmark skal i kvartfinalen for at sikre sig en plads i den OL-kvalifikation, som er det altoverskyggende mål ved slutrunden og samtidig mindstekravet fra Team Danmark.

Skulle Danmark tabe til Sverige, hvilket på ingen måde vil være sensationelt, som tingene ser ud lige nu, vil VM blive en dundrende fiasko, og en så tidlig exit risikerer at sætte dansk kvindehåndbold alvorligt tilbage.

Den resultatmæssige tilbagegang og en kikset OL-kval vil betyde, at hele den nye – tiltrængte – energi, som kom med tilgangen af Klavs Bruun Jørgensen og Søren Herskind, bliver afløst af tristesse og tungsind. Og det er der ikke råd til. Det var det, ansættelsen af et nyt trænerteam skulle rette op på.

Da Jan Pytlick blev fyret, var det efter en årrække med et kvindelandshold i en sløj forfatning på grund af dårlig intern stemning og tvivlsomme resultater – minus VM-bronzemedaljen i 2013 – og kvinderne trængte i den grad til et spark bagi og et nyt udtryk. Det har de i første omgang fået. I hvert fald før VM. For spillemæssigt har de danske præstationer på Boxens halgulv skuffet.

I kampen mod Montenegro manglede der i store perioder vilje fra spillernes side. Den eneste spiller, der set over hele kampen viste, at hun virkelig ville det, var unge Anne Mette Hansen. I sig selv tankevækkende, at Danmark skal sætte sin lid til en 21-årig spiller. Hun var den eneste, der konsekvent turde løbe direkte ind i tæskene i det fysisk stærke og småbrutale montenegrinske forsvar. Den eneste med den nødvendige kompromisløshed i sit spil. I perioder gjorde Louise Burgaard det også, skal det retfærdigvis siges. Men det var ikke kontinuerligt.

Stine Jørgensen og Kristina Kristiansen, der begge er to helt centrale skikkelser i den danske offensiv, virkede, da Danmark blev sat af i første halvleg, begge bange for at få krøllet trøjen af den montenegrinske defensiv.

Danmark fik resultatmæssigt rettet op på miseren i anden halvleg, hvor de kom bedre med i spillet, men det virkede mere som et udtryk for, at Montenegro slap gashåndtaget, end det lignede overbevisende dansk kvalitet.

Men uanset hvad blev kampen en understregning af de spillemæssige problemer, som Klavs Bruun & co. slås med. Kontrafasen fungerer ikke. Hverken i første eller anden bølge. Der er stadig for mange problemer med forsvaret, hvor styrmand Rikke Skov næsten ligner den mest usikre af alle. Overtalsspillet er stadig ikke i nærheden af at sidde i skabet.

Angrebet bliver for stereotypt, og modstanderne har for let ved at lukke de danske bagspillere ned. Kristina Kristiansen – hele omdrejningspunktet for det danske angreb – er en skygge af sig selv og evner ikke at sætte spillet optimalt op, ligesom hun slet ikke er så farlig selv, som vi kender hende fra ligaen, hvor hun er topscorer. Stregspillet er slet ikke den force, det skulle være, og Mette Gravholts antal af scoringer er overgået af antallet af fejlscreeninger og indspil, som glider hende af hænde.

Derudover venter der nu landstrænerteamet et gigantisk mentalt arbejde i forhold til at banke noget selvtillid ind i spillerne, som tydeligvis kæmper med den del. Der kom en smule mere attitude og udstråling i anden halvleg, da Dannmark spiste lidt af det montenegrinske forspring, men det er stadig et dansk landshold, der skal præsentere sig selv i en helt anderledes overbevisende udgave i ottendedelsfinalen mod Sverige, hvis det her VM ikke skal ende i den helt store hjemmebane-fiasko.