Niklas Landin sender roser videre til forsvaret foran ham. Keeperen har lidt bøvl med ryggen, men er ikke urolig for VM-finalen.
Niklas Landin soler sig i berømmelsen, men er stadig lige rar, ydmyg og snakkesalig. Og han er helt klar over, at hans VM-succes også skyldes det imponerende velfungerende danske forsvar.
- Forsvaret er vokset gennem hele turneringen. Jeg er overrasket over, hvor godt de står. Det er fedt at stå bag ved med en tryghed om, at bliver man solgt, skal der nok komme parader som hjælp til at tage skuddet, siger han og forklarer med et glimt i øjet forskellen på de to voksne herrer, der er grundstammen i det danske midterforsvar.
- Store Rene Toft fylder meget med gode parader, og så har vi en lille tæppetisser i Kasper Nielsen, der går ud og flækker de fleste spillere ned. Det er en god kombination, siger han.
Ni kampe på kort tid er hård kost, og Landin kan da også godt mærke sin krop.
- Min ryg kan godt mærke det efterhånden, men med lidt massage skal jeg nok være helt klar til finalen, siger han.
Om finalen siger Landin
- Frankrig er favoritter, det var de før VM, og de har været i de sidste tre finaler og vundet. De ved, hvad der skal til. Jeg tror, også de er sultne, men vi er meget sultne og ikke tilfredse med at være i finalen. Danmark skal have sit første VM-guld.
Trods den store interesse fra danske såvel som internationale medier, virker Landin cool.
- Jeg forsøger at være helt cool. Jeg føler ikke mere pres end før kampen mod Polen, der var det også alt eller intet. Nu er det en VM-finale, men det skal man ikke tænke for meget over. Jeg er ikke nervøs, det skal nok gå.