Udover at kunne læse artikler har du nu også mulighed for at se TV-klip fra herrernes EM i håndbold, der lige nu spilles i Danmark, på bt.dk.

En ny aftale mellem BT og TV3 gør det nemlig muligt at kunne vise klip med højdepunkter fra EM-slutrunden.

- BT leverer Danmarks bedste sportsdækning. På print, web og mobil. I 2013 lancerede vi web-tv-sportsmagasinet Mandagstræner, og vi er glade for nu også at kunne tilbyde vores mange brugere levende topsport på bt.dk og m.bt.dk. TV3 har en tung rettighedsportefølje, og vi ser frem til at præsentere håndbold, motorsport, golf og andre sportsgrene på BT fremover, siger BTs ansvarshavende chefredaktør Olav Skaaning Andersen.

Udover at kunne følge Mikkel Hansen og co., der er i øjeblikket kæmper for guld til Danmark i Boxen i Herning, kan du i 2014 også følge racerkometen Kevin Magnussen, når han får sin debut i motorsportens kongeklasse, Formel 1.

- BT er kendt som en stærk formidler af sport til danskerne, og med samarbejdet om visning af bl.a håndbold og Formel 1-klip på deres populære, digitale platforme understøtter vi vores eget mål om hele tiden at være den førende formidler af sport på TV i Danmark, siger sportschef hos Viasat, Peter Nørrelund.

Du kan allerede nu se klip fra EM i håndbold på bt.dk samt følge vore egen-producerede indslag med spillere, trænere og eksperter, som går bagom  kampene.