Dækkene blev afgørende, da startplaceringerne til Brasiliens Grand Prix skulle afgøres over et såkaldt sprintrace sent lørdag over bare 24 omgange.

Valtteri Bottas (Mercedes) valgte at køre løbet på de blødeste dæk, og den aggressive strategi lykkedes.

»De bløde dæk var en fordel ved starten – men en ulempe til sidst. Det var ikke nemt mod slutningen, da dækkene var godt slidte, men det lykkedes,« sagde Bottas, der med sprintsejren sikrede sig pole position til søndagens grandprix.

»Jeg kan ikke afsløre planen for i morgen – men det er nok noget med tage starten og holde føringen i mål,« smilede Bottas efter sprintet.

Max Verstappen (Red Bull-Honda) fik på sine medium-dæk en dårlig start på sprint-racet, hvor Valtteri Bottas (Mercedes på soft-dæk) omgående gik i front.
Max Verstappen (Red Bull-Honda) fik på sine medium-dæk en dårlig start på sprint-racet, hvor Valtteri Bottas (Mercedes på soft-dæk) omgående gik i front. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Max Verstappen (Red Bull-Honda) startede sprintracet fra pole position med medium-dæk.

»Banen var koldere end vi havde regnet med, og jeg fik en skidt start. Og så var der ikke så meget at gøre, når løbet kun var på 24 omgange uden pitstop,« sagde Verstappen, der tidligere på dagen var blevet idømt en bøde på 50.000 Euro for at berøre både sin egen og Lewis Hamiltons bil efter fredagens indledende kvalifikation.

»Det er mange penge, og jeg håber FIA bruger dem på en god middag med dyre vine. Og at jeg bliver inviteret – det vil kun være fair, eftersom det er mig der betaler,« grinede Verstappen.

Lewis Hamilton startede sprintløbet bagest i feltet efter han på grund af en ulovlig bagvinge var blevet diskvalificeret fra kvalifikationen. Han kørte sig flot op gennem feltet, og vandt 15 placeringer på de bare 24 omgange.

Lewis Hamilton (Mercedes) kæmpede sig godt op gennem feltet i det korte sprint-race. Her vinder han en placering, da Kimi Raikkonen (Alfa Romeo-Ferrari) snurrer rundt foran ham.
Lewis Hamilton (Mercedes) kæmpede sig godt op gennem feltet i det korte sprint-race. Her vinder han en placering, da Kimi Raikkonen (Alfa Romeo-Ferrari) snurrer rundt foran ham. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

På grund af et motorskift mister han dog fem startplaceringer, og englænderen holder således i 10. position på gridden, når Brasiliens Grand Prix starter søndag klokken 18 dansk tid.