Der er rejst tiltale i Danmarks første sag om matchfixing nogensinde. En 27-årig mand, der ellers har trukket en tilståelse tilbage i sagen, bliver nu alligevel tiltalt.

Politiet mener, at beviserne i Danmarks første sag om matchfixing i professionel fodbold er stærke nok til at rejse tiltale. Den 27-årige MT står nu tiltalt for at have været involveret i at arrangere og spille penge på, hvad udfaldet af flere kampe mellem Hvidovre og henholdsvis Vejle og Hjørring skulle ende med.

Det siger advokaturchef Per Justesen, der er anklager på sagen.

- Nu er der rejst tiltale og så har jeg ikke flere kommentarer til det, siger han.

Udover MT er fem andre sigtede i sagen. Heriblandt er fire tidligere fodboldspillere i Hvidovre IF, hvoraf den ene er målmanden Lasse Krogh. Men politiet har endnu ikke taget stilling til, hvad der skal ske med disse fem sigtelser, fortæller Per Justesen.

Berlingske har spurgt på hvilket grundlag, der er rejst tiltale mod MT. Men Per Justesen vil ikke uddybe på nuværende tidspunkt.

Det er dog sandsynligt, at det er MTs egne tidligere tilståelser, der ligger til grund for sagen. MT har nemlig tidligere tilstået matchfixing over for politiet og også tilkendegivet, at tilståelserne var rigtige ved at underskrive adskillige afhøringsrapporter. Men da Berlingske begyndte at beskrive sagen, trak han sin tilståelse tilbage.

Berlingske forsøger at fange MTs forsvarer Henrik Juel for at høre, hvordan de stiller sig til, at MT nu er blevet tiltalt.

Tiltalen kommer samme dag som, at kulturminister Marianne Jelved i dag underskriver verdens første matchfixingkonvention, som er blevet til i Europarådet.