OB står i flammer efter mandag aftens forsmædelige 0-3-nederlag hjemme mod Silkeborg. 

Klubben er allerede kort inde i denne sæson langt fra top 6-målsætningen, og isæsonens første fem hjemmekampe er det blot blevet til to point.

Og det virker til, at de fynske frustrationer ikke længere kan undertrykkes.

Efter mandagens fiasko røg OB-storsponsor og ejendomsmatador Frederik Barfoed, der lægger navn til den ene tribune på Nature Energy Park i Odense, til tasterne på det sociale medie X og lancerede et stort angreb på klubbens sportslige ledelse.

»Alm (cheftræner Andreas Alm, red.) forlænget sin kontrakt? Man forstår ikke, hvad der sker. OB har indtil videre været en sportslig skandale i endnu en sæsonstart.«

»Indkøb i øst og vest, og et hold der ikke kender gameplanen,« lød det fra den fynske rigmand

Frederik Barfoed er administrerende direktør i Barfoed Group, og han er en del af OB-bestyrelsesformand Niels Thorborgs omgangskreds.

Den odenseanske klub er kun endt i Superligaens øvre halvdel én gang i de seneste 13 år.