Han er lige blevet far til tvillinger, har en skattesag hængende over hovedet, og samtidig lader hans sportslige fremtid til at være en anelse usikker.

Real Madrids superstjerne Cristiano Ronaldo har mere end rigeligt at se til for tiden, og nu har han valgt at kommentere på rygterne om at beslutningen om at forlade den spanske hovedstad skulle være truffet.

I juni skrev den portugisiske sportsavis A Bola, at 32-årige Cristiano Ronaldo som følge af sin skattesag, som de spanske myndigheder har indledt mod ham, havde besluttet sig for at forlade landet. Siden har andre medier også berettet om, at et farvel til kongeklubben stod for døren.

Men ifølge den spanske avis El Confidencial vil hovedpersonen selv nu ikke høre på rygterne mere.

»Jeg har aldrig sagt, at jeg vil forlade Real Madrid. Under en middag med mine landsholdskammerater har jeg sagt, at jeg var såret, følte mig dårligt behandlet, forfulgt og som en kriminel, selvom jeg har fulgt de instruktioner, som mine rådgivere og advokater i både Spanien og England har givet mig i forhold til mine skattemæssige forpligtelser,« siger Cristiano Ronaldo ifølge avisen.

Kort efter Portugals semifinalenederlag til Chile ved den netop færdigspillede Confederations Cup talte Cristiano Ronaldo og Real Madrids præsident, Florentino Perez, angiveligt sammen for første gang, siden skattesagen kom frem. Her skulle den 32-årige portugiser netop have forsikret om, at han ingen intentioner har om at forlade Real Madrid.

»Sidste gang, jeg talte med Cristiano, var efter kampen i Cardiff (i forbindelse med Champions League-finalen, red.) Det, der skete med skattemyndighederne, var efter den kamp,« har Florentino Perez tidligere sagt til radiostationen Onda Cero.

»Åbenbart er der sket et eller andet, som har påvirket ham. Jeg er sikker på, at han vil fortælle os det, og så må vi se,« sagde præsidenten dengang.

Nu lader det dog til, at Cristiano Ronaldo er i dialog med sin klub for at få styr på sin fremtid.