At slå de forsvarende Premier League-mestre er umiddelbart en bedrift, de fleste fodboldspillere vil være lykkelige over. Og der var da også både store smil og jubel i Watford-truppen, efter de mandag aften sikrede sig en overraskende 4-1 sejr over Chelsea.
Men hos en enkelt Watford-spiller var der også noget mere triste miner at spore, da han så sit eget nummer komme frem på fjerdedommerens lystavle.
Du kan se highlights fra kampen i videoen herover.
Angriberen Richarlison var nemlig alt andet end tilfreds, da han midtvejs i anden halvleg ved stillingen 1-0 til Watford blev erstattet af Roberto Pereyra. Den 20-årige brasilianer brød ud i gråd, da han blev skiftet ud og måtte se resten af kampen fra bænken.
»Jeg græd, fordi jeg ville spille og hjælpe mine holdkammerater, men i sidste ende gjorde ham, der kom på banen det godt, så alt er okay,« fortalte Richarlison til den brasilianske ESPN.
LÆS MERE: Arena kostede halv milliard – skal rives ned når den er brugt fire gange
Erstatningen Roberto Pereyra gjorde da også sit til at hjælpe mandskabet mod sejren, da han efter Eden Hazards udligning først stod for assisten til 2-1, inden han i kampens tillægstid lukkede og slukkede opgøret med målet til 4-1.
Det var samtidig andet nederlag i streg til Antonio Contes Chelsea-mandskab. I kampen forinden tabte de engelske mestre 0-3 på hjemmebane mod Bournemouth, og krisen kan nu for alvor mærkes i London-klubben med endnu et chok-nederlag i bagagen.
Dermed vokser presset på Chelsea-manageren sig også, og The Mirrors fodboldkorrespondent John Cross skriver blandt andet, at spillerne har opgivet deres italienske træner.
Chelsea skal forsøge at vende skuden, når de i næste runde møder West Bromwich Albion hjemme på Stamford Bridge.