For anden kamp på stribe måtte Manchester United gå fra banen uden at have scoret, og de røde djævle taber terræn i topstriden.

Hvis man som træner elsker at henvise til det faktum, at man har holdt nullet, må det være fantastisk at have ansvaret for Manchester United i disse uger. Men hvis ambitionen er at genvinde det engelske mesterskab og holde trit med rivalerne fra Manchester City og Arsenal, er der omvendt grund til bekymring.

Efter 0-0 i sidste weekend i topbraget mod City, måtte Manchester United endnu en gang tage til takke med en nullløsning, da det i London blev til samme cifre mod Crystal Palace.

Resultatet var mindre skuffende end selve spillet. For Tony Pardews tropper er ikke nogen nem modstander, og man behøver ikke var skabsfan af Palace og stemningsfulde Selhurst Park for at påstå, at holdet kunne have vundet opgøret mod Rooney og kompagni.

Den 30-årige United-anfører gik som vanligt forrest med en udadlelig arbejdsindsats, men skarpheden lod noget at ønske på den friløber, Rooney fik serveret i første halvleg, hvor Manchester United også havde deres bedste og spillemæssigt mest sammenhængende fase.

Efter halvlegspausen var det værterne fra Crystal Palace, der med masser af fysik fik sat gæsterne under pres uden ligefrem at true De Geas rene netmasker.

Manchester United, der i midtugen blev slået ud af Capital One Cup af Middlebrough, har nu blot scoret et enkelt mål i de seneste tre kampe.

Mod Crystal Palace præsterede Van Gaals udvalgte sølle tre forsøg på mål i samfulde 90 minutter, og det er ikke en statistik, der på nogen måde understøtter mesterskabsdrømmene.