Christian Eriksen spøger stadig i FC Barcelona.

I allerhøjeste grad.

Det Barcelona-baserede medie Sport rydder tirsdag forsiden til fordel for den danske landsholdsspiller under overskriften 'Eriksen er plan B'.

Sådan ser forsiden ud:

Danskeren er ifølge det velinformerede medie dog tilsyneladende ikke FC Barcelonas førsteprioritet i det kommende transfervindue - det er Antoine Griezmann.

Franskmanden har i månedsvis være på tale i den catalanske klub, og skiftet længe været betragtet som en næsten-formalitet. Men transferen er altså endnu ikke på plads.

Ledelsen hos Atletico Madrid gør nemlig alt, hvad man kan for at holde på sin franske VM-spiller. De seneste rygter går på, at man nu har tilbudt Antoine Griezmann en væsentlig højere løn end FC Barcelona. Og skulle det glippe, så er Christian Eriksen næste mand på transferlisten hos FC Barcelona.

Sport skriver, at den catalanske klub skulle være klar til at spendere omkring 100 millioner euro på danskeren. Det svarer til 750 millioner kroner og vil gøre den nuværende Tottenham-spillere til den suverænt dyrest handlede danske fodboldspiller nogensinde. Det er samtidig det samme beløb, som FC Barcelona skulle være klar til at betale for Antoine Griezmann.

Det er bestemt ikke første gang, at Christian Eriksen sættes i forbindelse med FC Barcelona. Det er sket flere gange i de seneste år - og så Albert Masnou, redaktør og klummeskribent på netop Sport, sagde til BT tidligere på året.

»Eriksen er en rigtig god spiller, som FC Barcelona har kigget på mange gange. Jeg ved ikke, om han er klar til en topklub, og kender heller ikke prisen. Lige nu er det svært at sige, om de kan købe ham. Men til sommer kan det hele være anderledes,« lød det fra Albert Masnou.

Christian Eriksens agent, Martin Schoots, har dog i år slået fast: »Jeg er ikke meget for at kommentere på rygter. Men når klubber som Real Madrid, Barcelona og Manchester United bliver nævnt, så er det altid et kompliment.«

Der er dog ved at være plads til fornyelse på FC Barcelonas midtbane. Andres Iniesta har netop forladt klubben, mens de to andre faste midtbanespillere Sergio Busquets og Ivan Rakitic begge kan fejre 30-års fødseldage i år.

Se Andres Iniesta siger farvel:

 

Derfor har klubben også allerede sikret sig brasilianske Arthur Melo, der egentlig først skulle komme i vinterpausen. FC Barcelona forhandler dog med om at lave det om til en sommertransfer på grund af det akutte problem.

I det hele taget står Barca-truppen foran en større udskiftning.

Klubben har brugt ret mange penge på nye spillere i de seneste transfervinduer, hvor bare Ousmane Dembele og Philippe Coutinho er blevet hentet for tilsammen mere end to milliarder.

Nu skal der også penge i kassen.

Derfor ser det ud til, at en stribe spillere er sat til salg. Det drejer sig om Andre Gomes, Paco Alcacer og Aleix Vidal sammen med udlejede spillere som Rafinha, Gerard Deulofeu, Munir el Haddadi.

For måske at give plads til Christian Eriksen.