Da Liverpool spillede uafgjort med Tottenham for to uger siden, blev mit Twitter-feed tapetseret af rasende fans. Hver gang der er griseri i Liverpools kampe, brænder de sociale medier sammen i Danmark. Mængden af ytrings-parate Liverpool-fans er ganske enkelt enorm, og denne klumme er drevet af ønsket om at afhjælpe den massive misforståelse af offsidereglen blandt de blodrøde fans.

Et af stridspunkterne handlede om sekunderne før, et straffespark blev begået mod Tottenhams Harry Kane (situationen kommer efter 2 minutter i videoen i toppen af artiklen). Lad os i denne sammenhæng se bort fra, at angriberen muligvis spiller lidt rigeligt på kontakten med målmanden. Det interessante er nemlig, hvorfor han ikke skal dømmes offside lige inden.

Det er helt tydeligt, at han står i offside-position. At han altså er tættere på mållinjen end forsvarskæden, da afleveringen falder. Men han er kun strafbar offside, hvis bolden ikke bliver spillet af en forsvarer på vej ned til ham. Og det gør den. Liverpools centerback Loren sparker forsætligt efter bolden, men snitter den kun, så den ryger videre til Kane. Det er dermed en ny spilsituation, og Kanes placering i offside-position er ikke længere strafbar. Mange har argumenteret med, at han opnår en fordel af sin placering.

Det gør han helt klart.

Ligesom man opnår en fordel ved at fiske nede i feltet, hvis modstandernes midtbanespiller kommer til at lægge bolden tilbage til sin keeper. Men det gør heller ikke, at man er offside. I jeres opkogte sind skal I altså skelne mellem jeres udmærkede retfærdighedssans og så fodboldloven.

LÆS MERE: Eriksen i spil som afløser: Superstjerne overvejer at forlade FC Barcelona

Det afgørende punkt er, om bolden spilles forsætligt (deliberate) af forsvarsspilleren. Snittes forsvarsspilleren af et hårdt skud eller har han kun en brøkdel af et sekund til at spjætte instinktivt, så bolden springer videre fra ham (begge defineres som en deflection), så står angriberen stadig offside. Det er altså denne kritiske vurdering, dommerteamet bagefter drøftede på sidelinjen. Og udfaldet af deres samråd endte faktisk korrekt. Det er nemlig vigtigt at forstå, at det ikke handler om kvaliteten af, eller successen med, forsvarerens indgreb.

Det kan være nok så forfejlet og stadig forsætligt. I mine egne kampe har jeg set eksempler på hovedstød, hvor forsvarsspilleren ikke nåede højt nok op i sit forsøg på at cleare bolden, men bare snittede den videre til en angriber. Det er også forsætligt og løser angriberen fra sin offside. Lader de i stedet bolden passere, skal angriberen vinkes offside, når han modtager den.

Harry Kane og Loris Karius i direkte duel med hinanden.
Harry Kane og Loris Karius i direkte duel med hinanden. Foto: PETER POWELL
Vis mere

Måske har du allerede læst, at prominente navne som blandt andet dommer Mark Clattenburg var ude og sige, at Kane burde være dømt offside. Selvom Clattenburg har et dommer-cv, der for mig er langt frækkere at have hængende på væggen end Baywatch-plakater, så kan jeg afsløre fra mine mange UEFA-samlinger, at der sjældent er nogen sammenhæng mellem hvor store kampe dommerne har dømt og deres indsigt i fodboldloven. Lederegenskaber – ikke lovmæssig indsigt – har bragt dem så langt, og jeg synes faktisk, det er direkte pinligt, at en topdommer kan sige noget så forvrøvlet om offside-reglen, som vi har trænet sammen igen og igen i FIFA og UEFA.

Hvis du stadig ikke tror på mig, så har dette website en liste over meget klare definitioner samt videoklip fra UEFA og FIFA. Når du har set dem, kan du umuligt være i tvivl om, at Liverpool-forsvarsspilleren sparker forsætligt efter bolden og dermed gør Harry Kane fri som en fugl til at lade sig falde som en sæk kartofler.