En af den moderne fodboldæras største spillere, Andrés Iniesta, overvejer sin fremtid i FC Barcelona, hvor han i snart 15 år har været en af de meste toneangivende spillere. Det kan åbne døren for et drømmeskifte for Christian Eriksen, som spøger i FC Barcelona.

Det er den store Barcelona-sportsavis Diario Sport, som i dagens udgave skriver, at Iniesta er i tvivl om hans fremtid fortsat skal ligge i barndomsklubben, som han har vundet så mange glorværdige titler med.

'Eksklusivt: Iniesta overvejer at flytte til Kina,' står der på forsiden af avisen, som fortæller, at Iniesta har modtaget et tilbud fra den kinesiske klub Tianjin Quanjian, som tilbyder ham svimlende 260 millioner kroner per sæson.

SE STOR ANALYSE AF INIESTAS BETYDNING FOR BARCA I VIDEOEN OVER ARTIKLEN

I denne sæson er den 33-årige dobbelte EM-vinder og VM-finale-matchvinder kun blevet brugt sporadisk af træner Ernesto Valverde, som overtog tøjlerne i FC Barcleona i sommer, og kontrakten i Kina vil gøre ham til en af de bedst betalte spillere i verden.

Det er en af årsagerne til, at Iniesta kan finde på at forlade klubben, ifølge avisen, som skriver, at FC Barcelona giver midtbanestjernen ’friheden til selv at vælge sin fremtid, men spilleren er usikker, da han stadig er betragtet som en nøglespiller af Valverde.’

Iniestas potentielle karriereskift til kinesisk fodbold vil ikke bare være afslutningen på en æra i FC Barcelona, hvor Iniesta er en af de sidste spillere af egen avl, der er tilbage på holdet som en toneangivende faktor.

Det åbner også op for en helt særlig udvikling af dansk interesse.

Andres Iniesta tilbringer en del tid på bænken i denen sæson for FC Barcelona.
Andres Iniesta tilbringer en del tid på bænken i denen sæson for FC Barcelona. Foto: Enric Fontcuberta
Vis mere

Er Iniesta væk, skal FC Barcelona finde en offensiv midtbane-afløser. Og lige nu er der ikke mange i Europa på et højere niveau på den position end Christian Eriksen, som med sine ’kun’ 26 år og efterhånden store internationale erfaring er som skræddersyet til at indtage en plads på et af verdens bedste fodboldhold.

Den danske Tottenham-stjerne er da også igen i disse dage blevet et varmt navn på rygtebørsen i forhold til FC Barcelona.

Efter Eriksens magtdemonstration i Champions League-1/8-finalen mod Juventus tirsdag aften, hvor han viste sit forrygende fodboldtalent på den største europæiske scene, er hans navn dukket op i de store sportsaviser i Barcelona, som dækker den catalanske storklub tæt og intenst.

Christian Eriksen er bare brandvarm for tiden:

 
Christian Eriksen har mulighed for at vinde månedens spiller-pris i Premier League på baggrund af nogle flotte præstationer i januar. Se de flotte mål og assist her.
Vis mere

Dagen efter Tottenhams 2-2-kamp mod Juventus, hvor Eriksen orkestrerede Premier League-klubbens comeback og selv leverede 2-2-målet, blev han nævnt som et brandvarmt bud på en Iniesta-afløser.

Det skete i en klumme i den store Barcelona-avis El Mundo Deportivo af den respekterede skribent Francesc Aguilar, som før har nævnt den danske landsholdsspiller i forbindelse med mægtige Barca.

Det var tilbage i efteråret efter Christian Eriksens fabelagtige hattrick i VM-playoffkampen mod Irland. Dengang arbejdede FC Barcelona på at lukke aftalen med Liverpools Philippe Coutinho, som var udset til at forstærke storklubbens offensiv.

Foto: Paul Childs
Vis mere

Her blev Eriksen nævnt som andetvalg, hvis det skulle glippe med Coutinho-transferen. Det gjorde det som bekendt ikke. Brasilianeren skiftede i januar-transfervinduet for svimlende 1,2 miliarder kroner.

Den i Spanien-bosatte TV3-reporter Luna Christofi, der har et stort indblik i spansk fodbold, bekræftede tidligere på ugen over for BT, at Eriksen stadig er et navn, man snakker om i Barcelona.

»Kendsgerningen er, at lytter man til EL Mundo Deportivos redaktør, som jeg personligt kender godt, så følger Barcelona Eriksen tæt. Sportschefen Robert Fernandez har fulgt ham igennem lang tid både i Premier League og i europæisk sammenhæng, hvor de så ham i Champions League-gruppekampene mod Real Madrid,« siger Christofi.

Lige nu er det på spekulativt plan og meget skal gå op, hvis skiftet skal ske. Men der er ingen tvivl om, at det er en transfersaga, der vil blive holdt skarpt øje med både her i Danmark, i Spanien og England.