Christian Eriksen høster store roser efter sin præstation mod Juventus. Det har fået snakken om FC Barcelona til at blusse op igen.

Han har ene mand sendt Danmark til VM med et fornemt hattrick mod Irland, han har scoret, assisteret og sikret vitale Premier League-sejre for Tottenham. Og tirsdag aften leverede han så igen.

SE HØJDEPUNKTER FRA ERIKSENS FLOTTE START PÅ ÅRET I VIDEOEN OVER ARTIKLEN

På den største scene i europæisk klubfodbold, Champions League, ledte Christian Eriksen an i Tottenhams comeback mod Juventus. Med et frisparksmål og storspil sørgede han for 2-2-resultatet, der holder London-klubben oven vande i Europa.

 
Christian Eriksen har mulighed for at vinde månedens spiller-pris i Premier League på baggrund af nogle flotte præstationer i januar. Se de flotte mål og assist her.
Vis mere


Præstationen har vakt opsigt, og danskeren har været modtager af en masse ros fra fodboldmiljøet. Samtidig er der eksperter, der undrer sig over, hvorfor Eriksen ikke spiller i en større klub.

Tidligere er danskeren blevet sat i forbindelse med Barcelona, og i en ny klumme i den spanske avis El Mundo Deportivo skriver Barcelona-journalisten Francesc Aguilar, at Eriksen på et tidspunkt var et reelt alternativ for Barcelona, hvis ikke det skulle lykkes at købe Philippe Coutinho fra Liverpool.

Men storklubben vurderede efter at have været i kontakt med Eriksens bagland, at det næsten ville være mere umuligt at få Eriksen til klubben end Coutinho.

Luna Christofi, der fulgte kampen mod Juventus for TV3 Sport og har et stort indblik i spansk fodbold, bekræfter, at Eriksen stadig er et navn, man snakker om i Barcelona.



Selv efter rekordkøbet af den offensive profil Philippe Coutinho fra Liverpool.

»Kendsgerningen er, at lytter man til EL Mundo Deportivos redaktør, som jeg personligt kender godt, så følger Barcelona Eriksen tæt. Sportschefen Robert Fernandez har fulgt ham igennem lang tid både i Premier League og i europæisk sammenhæng, hvor de så ham i Champions League-gruppekampene mod Real Madrid,« siger Christofi.

Foto: Paul Childs
Vis mere

Luna Christofi vurderer, at Coutinhos tilstedeværelse i Barcelona ikke nødvendigvis blokerer for, at Eriksen kan ende i Barcelona i fremtiden. Med træner Ernesto Valverdes taktiske tankegang kan hun sagtens se Eriksen fungere i Barcelona til trods for Coutinhos tilstedeværelse.

»Der er folk, der vil sige, at Eriksen ikke kan være i Barcelona på grund af købet af Coutinho. Men jeg kan sagtens se ham i truppen på trods af det. Jeg har tidligere haft forbehold omkring Eriksen i Barcelona, det må jeg ærligt indrømme, og det har haft noget at gøre med hans ydmyghed og generthed. Men den er han trådt ud af. Han er trådt i karakter.«

»Det kan man se på den måde, han træder ud på banen, den er en helt anden end tidligere. Og det er nødvendigt i en storklub som Barcelona, hvor man også skal forholde sig til alt muligt andet end bare fodbold. Det kræver noget karakter, og jeg siger ikke, han ikke haft det før, men der er sket en udvikling.«

»Han er virkelig modnet, og han tager meget stort ansvar. Det synes jeg, vi også ser helt generelt i Premier League og andre kampe. Det er ikke tilfældigt, at han blev kampens spiller mod Juventus. Han blev set som en af dem, der formåede at lave comebacket. Det er ikke sjovt at være bagud 0-2 efter ni minutter. Det er der mange storhold, der kan gå ned på. Og her tildeler man Christian en stor del af æren.«

Foto: MASSIMO PINCA
Vis mere

»Selvom Juventus gjorde alt for at lukke ham ude af spillet, lykkedes det ikke. Det er et godt billede af, hvor meget han fylder på Tottenham-holdet og hvor stor hans rolle er,« siger Christofi, der kunne mærke på den normalt afdæmpede fynbo, at kampen mod Juventus var noget helt specielt, da hun interviewede ham efter kampen.



»Han er ikke den, der slår ud med armene og er selviscenesættende – overhovedet! Han er meget afdæmpet, men han var rigtig, rigtig glad. Det var der ingen tvivl om. Han var helt tydeligt meget stolt over resultatet. Det kunne man se.«

Det har ikke været mulighed at få en kommentar fra Eriksens agent, Martin Schoots, omkring Eriksens situation og succes.

Christian Eriksen har kontrakt med Tottenham frem til sommeren 2020.