Viborg og Fredericia var på vej mod en pointdeling, før Yonis Njoh til sidst scorede det afgørende mål.
Med en flot dribletur og scoring sørgede Yonis Njoh i slutminutterne for, at Viborg FF fik tre point ud af søndagens hjemmekamp mod FC Fredericia.
Franskmandens mål gjorde det til 2-1, der også blev slutresultatet, og dermed tager Viborg et stort skridt op i den tætte Superliga.
Med sejren er Viborg på sjettepladsen med 12 point, mens Fredericia er tre pladser længere nede med 11 point før de resterende kampe i spillerunden.
En episode 20 minutter før tid vil dog blive diskuteret heftigt efterfølgende. Her så Viborg-målmand Lucas Lund ud til at gribe bolden uden for feltet, uden at hverken dommer eller VAR greb ind.
Indledningen sad Viborg til gengæld tungt på.
Viborgs offensive folk sprudlede fra start og kunne snildt have bragt værterne foran med et mål eller to.
Bilal Brahimi forsøgte efter få minutter at krølle bolden op i det fjerneste hjørne, men heldet var ikke med franskmanden.
Heller ikke holdkammeraten Thomas Jørgensen havde held med sit flade forsøg kort efter, men Viborg kunne glæde sig over en stærk start.
Men i fodbold bliver overvægt i spil og chancer ikke altid belønnet.
Heller ikke i Viborg, hvor Fredericia efter et kvarter fik et hjørnespark. Lidt tilfældigt havnede bolden hos Gustav Marcussen, som scorede til 1-0.
Tim Freriks havde en stor mulighed for at score, og det så ud til, at syvende forsøg skulle ende med endnu en nitte for hollænderen, der havde sit første ligamål til gode efter sommerskiftet fra Esbjerg.
Men efter 22 minutter var der gevinst. Også her på et hjørnespark, hvor Freriks steg uimodståeligt til vejrs og pandede udligningen i nettet.
Viborg måtte noget slukøret gå til pausen med en uforløst fornemmelse, men efter pausen kom gevinsten for et kontinuerligt pres.
Asker Beck var først tæt på med et hovedstød efter en times tid, men Mattias Lamhauge klarede ærterne for Fredericia.
Kampens kontroversielle højdepunkt faldt i en periode, hvor Viborg ellers pressede på. En lang bold blev samlet op af Lucas Lund, og de efterfølgende tv-billeder så ud til at vise, at den var uden for.
Men dommerens fløjte forblev tavs, og i stedet scorede Njoh det afgørende mål kort før tid.
/ritzau/