Maskerede røvere med kniv, to fodboldstjerner og to rivaliserende mafia-bander.

Det er ingredienserne i den opsigtsvækkende episode, hvor maskerede røvere på motorcykel med knive forsøgte at røve Arsenal-stjernerne Mesut Özil og Sead Kolasinac.

Nu har den dramatiske sag, som også har fået sportslige følger for Arsenal, og som foregik ved højlys dag i Londons gader, taget en ny drejning.

En østeuropæisk mafiabande har således taget de to stenrige fodboldstjerners parti, og truer nu den rivaliserende kriminelle gruppering, som overfaldsmændene tilhører. Det skriver The Sun.

Det var den 25. juli om dagen, at bosniske Kolasinac og den tyske landsholdsstjerne Özil kørte i sidstnævntes luksusbil i Nordlondon, da de blev forsøgt berøvet og overfaldet.

Billeder fra episoden viser, hvordan Kolasinac heltemodigt sprang ud af bilen og sendte de to røvere, hvoraf den ene bar en kniv, på flugt.

Ifølge The Sun har en mafiabande nu truet røverne. Dette har dog blot ført til en optrapning i og med, at de kriminelle kredse, som røverne tilhører, har forstærket deres trusler mod de to fodboldstjerner.

»Vi vil røve jer for alt, hvad I ejer,« skulle røvernes svar være, hvilket har fået Kolasinacs kone til at flygte til Tyskland, hvor Kolasinac er født og opvokset.

Politiet i London og Arsenal tager situationen meget alvorligt. De to spillere og deres familier er under bevogtning døgnet rundt.

Og hverken Özil eller Kolasinac er at finde i Arsenal-truppen til sæsonens første Premier League-kamp mod Newcastle i dag, da der i den seneste uges tid har været optrin ved de to spilleres hjem, hvilket har ført til anholdelsen af to mænd.

»Mesut Özil og Sead Kolasinac er ikke en del af truppen til åbningskampen mod Newcastle som følge af sikkerheds-hændelser, som bliver undersøgt af politiet. Spillerne og deres familiers velbefindende er altid topprioritet, og beslutningen er taget i samarbejde med dem,« oplyser Arsenal.

Derfor må de to profiler se til fra tribunen eller hjemme på tv, når Arsenal møder Newcastle på udebane klokken 15.00.