Danske Andreas Cornelius blev købt dyrt ind med et prisskilt på 75 millioner kroner, da han i sommer skiftede FC København ud med Cardiff. Foreløbigt har han ikke kunnet leve op til forventningerne.

Men selvom at angriberen ikke har fået meget spilletid i sit første halve år i den walisiske klub, er der stadig tillid til, at Cornelius kan indfri de høje forventninger.

- Giv Andreas tid. Han skal nok komme. Han er 20 år og udvikler sig stadig. Han har haft et par skader i denne sæson, der har holdt ham ude, men han er på vej på tilbage til topformen.

- Vi brugte mange penge på ham, men han er stadig en dreng, der har brug for meget coaching, meget arbejde. Han er rå. Mange af de ting der er blevet sagt, er ikke hans fejl. Han er en god dreng, der er villig til at arbejde hårdt og komme godt igennem i sidste ende. Vi vil holde øje med ham, give ham spilletid og hjælpe Andreas med at udvikle sig til der, hvor han har brug for at være, siger Kevin Cooper til Wales Online.

I kampen mod Manchester City sidste lørdag var Andreas Cornelius end ikke i truppen, og han spillede derfor med klubbens reserver i denne uge.

Cornelius har spillet ti kampe i sæsonen for Cardiff og er kun startet inde i to. Der skulle dog være gode chancer for, at han starter inde, når Cardiff lørdag møder Bolton i FA Cuppen.